Midlertidig kulturoase åbner på Postgrunden

Postbox på PostgrundenIllustration: Designerspace.

PostBox er et nyt midlertidigt kreativt byrum, der åbner på Postgrunden midt i København. Det sker på lørdag den 6. maj med bl.a. kunst, design, workshops, gratis rosé, helstegt pattegris og pentanque, mens Master Fatman vender plader. Alle er velkomne.

Et nyt midlertidig kulturområde åbner på lørdag den 6. maj på Postgrunden ved Københavns Hovedbanegård. Initiativet, der har fået navnet Postbox, vil det næste halve år byde på kunst, design og kulturelle tilbud for alle.

Postgrunden – området mellem Bernstorffsgade og baneterrænet ved Københavns Hovedbanegård – har været lukket for offentligheden og stedet har stået tomt i de sidste par år. Området skal de kommende år omdannes fra industri til et nyt bykvarter. Et sted for alle med boliger, erhverv, handel og byliv og samtidig en helt ny grøn forbindelse gennem det centrale København.

Designere, kunstnere og kreative iværksættere

Indtil da vil den store parkeringsplads på Postgrunden danne ramme om et midlertidig nyt kreativt byrum midt i København. Det er Designerspace, der står bag forvandlingen og på lørdag den 6. maj inviterer de for første gang Københavnere, turister og andre interesserede til PostBox på Postgrunden.

Postbox på Postgrunden

Illustration: Designerspace.

Designerspace er en ny platform for nyetablerede og upcoming designere, kunstnere og kreative iværksættere i København. Det er både en fysisk og digital platform med det formål at give underskoven af kreative iværksættere bedre vækstmuligheder. Udover at tilbyde billige kontor-fællesskaber og lokaler til kulturarrangementer, holder Designerspace markeder som understøtter filosofien om at ’kunst og design fortjener at blive set og rørt af publikum’.

Rosé, helstegt pattegris, insekter og Master Fatman

Åbningsweekenden den 6.-7. maj byder på et tætpakket program for både børn og voksne. Her er adskillige workshops med mad, kunst, graffiti og genbrugsmaterialer. Her er gratis rosévin så længe lager haves, smagsprøver på snacks og juice med insekter fra Crickster, Insekt KBH & Bugging Denmark. Der er fernisering: “Never ending story” af Annette Falk Lund inklusiv foredrag. Man kan se hvordan en laserskærer virker og hvad den kan eller man kan få tegnet et gratis 10 minutters streetportræt og lytte til Master Fatman, der kaster lækre rytmer hen over pladsen.

Der vil ikke mindst være butikker, værksteder og showrooms, hvor man kan møde en lang række kunstnere, designere og kunsthåndværkere. Der er desuden petanque bane og klatreøvelser, ligesom Postbox byder på mad og drikke, bl.a. helstegt pattegris og kalv, øl, vin, kaffe og sodavand.

DovneSøndage og TorsdagChill

Visionen for Postbox er at skabe et byrum, der lægger vægt på fællesskab igennem aktiviteter, design og kultur. Med PostBox vil Postgrunden bestå af en masse containere med kreative værksteder, butikker og showrooms. Derudover vil der være spise- og drikkesteder samt en masse kulturarrangementer som f.eks. DovneSøndage med brunch og børneworkshops, Copenhagen Jazz Festival, TorsdagChill og Rita Blå’s loppemarked.

Samtidig kan besøgende – inden området lukkes ned som byggeplads fra 2018 – kunne spadsere en tur på det kæmpemæssige og hidtil ’gemte og glemte’ areal midt i København. Her kan de nyde lyset, og forhåbentligt solen, mens togene triller forbi på baneterrænet langs området.

Postgrunden ligger på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade. PostBox på Postgrunden løber fra den 6. maj til den 22. oktober og har åbent torsdag-fredag kl. 14.00 – 22.00 og lørdag-søndag kl. 11.00 – 22.00.

Læs mere om Postbox på Postgrunden her.

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!