København vrimler med flotte og hyggelige pladser og torve. Den fornemste af dem alle, Kongens Nytorv, er altid en gåtur og et besøg værd.
Torvet, som i 1600-tallet opførtes under Christian 5., var et af enevældens store prestigeprojekter.
Torvet i dag
Torvet er i øjeblikket omdannet til byggeplads pga. af det store arbejde metroen kræver, så rytterstatuen af Christian d. 5. er desværre ikke muligt at se. Til daglig fungerer Kongens Nytorv også, som trafikknudepunkt for nord og – sydgående trafik. Dette kan lyde yderst ucharmerende, men det giver storbyen puls. Desuden, så giver de omkransende bygninger en fantastisk udstråling, og det samlede indtryk er uden tvivl: Storhed, historie og stemning. Kunstmuseet Charlottenborg, Den franske ambassade, Magasin, Det Kongelige Teater og D’angleterre for blot at nævne de mest markante, er afgørende for Københavns identitet som storby.
Op til torvet ligger også det hyggelige Nyhavn. Strøget munder ligeledes ud i den store plads.
Torvets historie
Kgs. Nytorv begynder at tage form fra 1670. Inden da lå området øde. Stedet blev bl.a. brugt til dag og natrenovation, hvilket ikke var for sarte næser.
Det kan ikke overraske, at pladsen blev til kort efter, at den danske enevælde trådte i kraft. Pladsen er pompøs og fremhæver kongemagtens resurser, hvilket bekræftes i ”Hesten”, som skulpturen af Christian d. 5., i centrum af pladsen kaldes. Denne repræsentationsværdi, som torvet uden tvivl havde for kongen var ikke en dansk opfindelse. Danmark, og stort set resten af Europa, havde Frankrig som sit helt store forbillede i forhold til kulturelle påfund. Place de Royale i Paris har derfor haft indflydelse på Kongens Nytorvs udformning. Derudover besøgte Christian d. 5., som helt ung, selveste Solkongen, hvilket med garanti medførte stor inspiration.