Botanisk Have tilbyder et mentalt åndehul for alle med eller uden grønne fingre og forstand. Lad roen falde langs velplejede stier, omkring pittoreske, åkandebeklædte søer og ved cafeen under åben himmel. Eller giv den gas i den vilde og eksotiske palmehave.
Københavns Botanisk Have befinder sig midt i byens hjerte og i tæt omfavnelse med to andre parker, H.C. Ørstedsparken og Østre Anlæg, men er alligevel en helt unik oplevelse værd både for botanikere og lægfolk. Der behøves nemlig intet kyndigt haveøje for at forstå, at alt i den grønne have er sat med en hensigt og at helheden udgør et kunstværk skønt dog så naturligt og afdæmpet kunstfærdigt.
Hver en plante er præsenteret ved navn, hvad enten den præsenterer sig tyndlemmet og beskedent eller tårner sig op med bredbrystet stamme og overvældende krone. Som grønne serveringsbakker duver åkanderne på havens søer og blomsterne nikker indbydende til de besøgende – der kunne jo være en Monet imellem.
Den ægte servering sker ikke fra bakker, men fra en gammel Citroen van-café, som i sommerhalvåret tilbyder brunch, sandwich og alle slags drikkevarer tilsat udsigt over haven.
Et virkeligt stort blad
’Aleksander, kom her op og se et virkeligt stort blad!’ Havens gamle, viktorianske Palmehus er tilløbstykke for skoleklasser, der lader sig lokke af det mere vilde og ukendte. Her er gigantiske palmer, de kendte med bananerne samt de mindre kendte, for eksempel Cachewfrugten, hvor kun nødden har vundet indpas i de danske køkkener. Det er også et sted at træne bibelhistorien med botanikerøjne, for datidens Israel er rigt repræsenteret i det varme drivhus. Alle planter kan beskues fra oven, hvis de besøgende vover at stige op ad de stejle vindeltrapper til svalegangen rundt langs Palmehusets top.
Usædvanlig tropisk plante
Aleksander, skoleeleven, har fundet de kødædende planter og bearbejder skuffelsen over deres størrelse. På hver sin vis har de kødædende planter fået evner til at tiltrække sig bytte – og hvis Aleksander havde besøgt Palmehuset på det rette tidspunkt, havde en ådsellignende lugt måske tiltrukket ham til det bagerste drivhus, hvor en imponerende plante ville tårne sig op, op til seks meter høj og med en bladkrone på op til fem meter i diameter. Det er havens tilløbsstykke, Amorphophallus titanum, lokalt kaldet ’Ligblomst’ på grund af lugten samt mindre besnærende navne, der knytter sig til den phalloslignende stilk, den sætter, når den er i blomst. Ligeså imponerende planten er, når den blomstrer, ligeså uimponerende ser den ud, når den er i hvile, hvor den ligger, næsten opgivende, i sin enorme potte, som en træt, brun knold. Imponerende er den derimod i dens vækstfase, da der kan gå op til 15 år imellem blomstringerne. Planten i vores Botaniske Have synes heldigvis at være så narcissistisk, at den til beskuernes glæde har blomstret hvert andet år.
Der er gratis adgang til Botanisk Have, som ligger med indgang ved Gothersgade 128, 1123 København K eller Øster Farimagsgade 2C, 1353 København K.