Islands Brygge er nu et skridt nærmere et vinterbadehus. En udvidelse af det nuværende havnebad kan betyde sauna og moderne badefaciliteter til vinterbaderne
Nu er det måske snart ikke kun om sommeren, du kan hoppe i bølgerne i Havnebadet Islands Brygge. Ideen om et helårs-havnebad, har nemlig set dagens lys.
Drømmen er et vinterbadehus, der skal være åbent for alle og udstyret med saunaer, omklædningsfaciliteter og alt det, der hører sig til før og efter en iskold dukkert.
Flydende vinterbadehus med saunaer
For nogle er det ikke nok at hoppe i havnebadet midt i byen om sommeren. Derfor kæmper foreningen, Vinterbad Bryggen for en udvidelse af det nuværende havnebad til et vinterbadehus med arkitekttegnede saunaer og lækre badefaciliteter.
Planen er, at der skal bygges ude på vandet i forlængelse af havnebadet ned mod kulturhuset. Her vil der være mulighed for at nyde varmen fra saunaerne med panoramaudsigt over havneløbet og for at få rent, koldt saltvand i håret. Lækre, moderne faciliteter, der vil hjælpe vinterbaderne gennem den kolde sæson.
Læs mere om fremtidsplanerne for Vinterbad Bryggen her
Fristet til en dukkert? Så er der Fælleshop torsdag den 1. oktober kl. 18.00, hvor sæsonen for vinterbadning skydes i gang. Du kan læse meget mere på Vinterbad Bryggens hjemmeside og melde dig på banen som medlem