Den Grønne Sti

Den Grønne Sti tager dig væk fra storbyens biler, busser og larm. Du kan i ro og mag opleve nogle af Københavns forskellige bydeles særlige stemninger, oaser samt ny og gammel arkitektur

Stien er ca. 8 km og turen kan gøres på cykel, løbehjul, rulleskøjter, i løbesko eller gående. Stien har blot 7 vejkryds.

Stien er anlagt på de gamle jernbaneanlæg og strækker sig fra Roskildevej tæt ved Dalgas Boulevard mod Copenhagen Business School ved Frederiksberg Centeret og krydser Falkoner Allé, kører over Rolighedsvej, forbi Landbohøjskolens Have og over den smukke bro ved Ågade gennem Nørrebro Parken, krydser Nørrebrogade og videre i parkprojektet Superkilen. Stien fortsætter fra Tagensvej over Lersøparkstien til Ryparken Station.

Roskildevej <–> Broen over Ågade (3,4 km)

Fra de rolige villakvarter forbi Solbjerg Kirkegård kommer du frem til det historiske Diakonissestiftelsen og derefter det moderne Falkoner Plads med vand og granit. Herfra kommer du igennem det grønne Frederiksberg langs Landbohøjskolen. Et stop i Cafe Væksthuset kan anbefales. Prøv også en af de guidede rundture i Landbohøjskolens Have, der arrangeres af havemester og seniorgartner. Broen Åbuen bringer dig sikkert over Ågade – fra Frederiksberg til Nørrebro.

Ågade <–> Nørrebrogade (1,9 km)

På Nørrebrosiden ser du den fine Byhaven 2200 ved Stefansgade, Nørrebroparken har stor legeplads med soppesø, der er sågar en beach volley bane, og ikke mindst den legendariske Cafe Castro ved Nørrebrogade.

Nørrebrogade <–> Tagensvej (0,7 km)

Området mellem Nørrebrogade og Tagensvej kaldes Superkilen og består af Den Røde Plads ved Nørrebrohallen, som byder på moderne storbyliv med cafe, musik og sport. Den Sorte Plads er det klassiske torv med marokkansk springvand, bænke og grillplads. Den Grønne Park er en park beregnet til skovture, sport og hundeluftning. Området er fyldt med inventar fra forskellige dele af verden. Du kan sidde på bænke fra 17 forskellige lande, fodre fugle i fuglehotellet fra Hjørring og spise ved picnicborde fra Armenien. Projektet er udviklet af arkitektfirmaerne Bjarke Ingels Group (BIG) og Topotek1 samt kunstgruppen SUPERFLEX.

Tagensvej <-> Ryparken Station (2 km)

Denne del af turen går gennem et fredet område – den bakkede Lersøparken med fodboldbaner, en legeplads og en af byens bedste kælkebakker. Du kommer også forbi Kolonihaveparkens 400 flagstænger inden ruten slutter ved Ryparken Station.

Yderlig information

Kort: Se hele ruten for den Grønne Sti på kort

Superkilen har sin egen smartphone application med små historier om alle parkens objekter. App’en giver adgang til en lille historie om hvert enkelt objekt i parken. Se også rejse-videoerne i forbindelse med indsamlingen af tingene.

Download gratis app om Superkilen til iPhone/iPad

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!