Thomas Vinterbergs prisbelønnede film Festen opsættes som madteater på Republique og giver publikum en teateroplevelse ud over det sædvanlige.
Ekstravagante serveringer og vine bliver en del af historien på linje med skuespil og scenografi. De tre elementer vil smelte sammen og skabe en velsmagende teateroplevelse, hvor publikum kommer helt tæt på familiedramaet til den fest, de fleste af os kender.
Smag på festen
Gastronomisk iscenesætter Mette Martinussen laver mad i verdensklasse, mens Republiques Rolf Heim instruerer. Scenografduoen Torden & Lynild vil forvandle teatersalen til stærke og effektfulde rum. Rammen er i den grad sat for en totaloplevelse, hvor man smager, lytter og dufter sig gennem en 60-års fødselsdag, man sent vil glemme. De medvirkende er Waage Sandø, Stina Ekblad, Mikkel Arndt, Beate Bille og Asbjørn Krogh Nisse.
Forestillingen spiller i perioden 29. april – 3. juni, og det er ikke et øjeblik for tidligt at sikre sig billet.
Læs mere og bestil billetter her.
Den evigt eksperimenterende mesterkok
Mette Martinussen er specialiseret i kulinariske oplevelser, hvor historiske og kulturelle fænomener formidles i nye, sansemættede formater. Hun har stærke iværksættergener og begyndte sin madrejse med restauranten Ester og Soja i samarbejde med Claus Meyer. I 2000 åbnede hun restaurant 1.th i en herskabslejlighed i indre København. I 2006 skabte hun det succesrige Madeleines Madteater, som hun forlod i 2011. Mette har skabt flere kulinariske oplevelser og madteater-forstillinger i samarbejde med Åben Dans, Republique, Det Kongelige Teater, Copenhagen Cooking, Arla og Økologisk Landsforening.
I dag har hun et princip om kun at lave nye eksperimenter. Hver gang noget bliver fast og tilbagevendende, taber hun gnisten.