Holmens Kanal

Her er du ankommet til den elegante klassiske cocktailbar, hvor der ikke er fare for at snuble over gymnasieelevernes skoletasker.

Med det Kongelige Teater, Hotel d’Angleterre og Danske Bank som de nærmeste naboer bor cocktailbaren Holmens Kanal ganske tæt på Kongens Nytorv.

Den internationale stemning fornemmes fra det første ”good evening”, da den kvindelige tjener byder velkommen. Hun arrangerer hurtigt et ledigt bord, tager bestilling og serverer. Ikke noget med at stå i kø og vifte med en seddel for at få bartenderens opmærksomhed i en overfyldt bar. Her er der fuldstændig styr på det. Du kan slappe af – Holmens Kanal sørger for resten.

Indretningen af det store lokale er elegant, klassisk og hyggeligt med en dæmpet varm belysning. Man kan sidde ved den lange bar, tage plads i intime båse, i stole ved borde eller synke ned i sofaer. Mulighederne er mange, ligesom de er det på menukortet. Her lokker f.eks. signaturcocktailen Flamingo Fizz, der består af Absolut vodka, granatæble, grape frugt, fløde og citron. Eller en Billionaire, der er baseret på pebret amerikansk whisky og absinth.

Klientellet er voksent og en blanding af danske og udenlandske hotel- og business gæster, københavnere og teatergængere. Der er international storbystemning og lækre cocktails på Holmens Kanal.

Holmens Kanal
Holmens Kanal 7
København C

Læs mere om Holmens Kanal her

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!