3 steder med lækker is her til sommer

Foto: Ismageriet

Det er sommer, det er sol og det er istid. Vi har fundet tre steder i København, hvor isen er kold, læskende og sindssygt velsmagende.

På Amager bor en ismager

Det er ikke alle og enhver, der tilfældigt lægger vejen forbi Kongelundsvej på Amager. Men når man først har opdaget Ismageriet, er det bestemt ikke sidste gang. Konceptet holdes i bedste retrostil med det lille, cafélignende pitstop på Amager, en tilhørende isvogn og smilende medarbejdere i blågrønne uniformer. Isene produceres i løbet af dagen i butikkens baglokale, udvalget er stort og fristende – og isene? Ja, de smager himmelsk. Glæd dig til den hvide chokoladeis med lakrids, som har fået navnet ’Amagerisen’. Eller prøv en af de midlertidige isvarianter som ’Rabarbertrifli med kokosmakroner’ der smager, som mor lavede den – bare mere ‘iset’.

Læs mere om Ismageriet her

Is à Bella i Smallegade

Smallegade smyger sig op ad Frederiksberg Have og det føles så nærliggende at tage en god is med derind. Derfor er der op til flere isbutikker på Smallegade – en af dem er Is à Bella, som sælger isvafler med hjemmelavet italiensk is. Udvalget er småt-men-godt og isene er bløde på den helt rigtige, italienske måde. Særligt kan anbefales den tilpas sødsyrlige citronsorbet og bananisen, som forkæler tungen og sender dig til varmere himmelstrøg. Is à Bella findes også på Nørrebrogade og i Torvehallerne.

Læs mere om Is à Bella her

Var der Nitrogenis i istiden?

Det er der i hvert fald hos Istid i Jægersborggade. Her er der ingen is i montrer eller kugleskeer, men to robuste blendere. Indholdet i blenderne forvandler sig på mindre end ét minut fra en beigefarvet suppe til cremet ’Salty Caramel’ is. Skiltet på væggen fortæller, at en nødde-crunch kan anbefales hertil og sikke dog et godt valg. Crunchen består nemlig ikke kun af hakkede nødder, men er blandet op med karamelkrystaller. Det er så lækkert!
Istid varierer sit udvalg og har i maj/juni-måned fire is på menuen: Classic Vanilla, Salty Caramel, Raspberry og Fresh Mint Chocolate Chip samt forskellige toppings og saucer.

Læs mere om Istid her

 

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!