European Street Food Awards på Vesterbro

European Street FoodFoto: European Street Food Denmark.

Ti af landets bedste street food trucks dyster i weekenden om en plads i den europæiske finale European Street Food Awards. Vær med til at smage dig frem til vinderen! Der loves ypperlig street food.

Street Food fænomenet og madfestivalen European Street Food Awards kommer i weekenden den 13.-15. september til København. Det sker på Onkel Dannys Plads ved Halmtorvet på Vesterbro, hvor ti nominerede street food trucks dyster om at gå videre til finalen i Malmø sammen med vindere fra de 15 andre europæiske lande.

European Street Food Awards opstod i England for blot to år siden i anerkendelse af, at street food både kulinarisk og som publikumssucces efterhånden har nået et højt niveau. Madfestivalen er en street food konkurrence, der fejrer oplevelsen og smagen af hele verden. De ti danske nominerede er BIG EASY Copenhagen, Coast, Italian Street Treats, Falafel Factory cph, Bike and Bake, Saito Sushi cph, DHABA Kitchen, Kiin Kiin Foodtruck, Ristet Rug, Thrilla in Manila. Deltagerne dyster med en til lejligheden kreeret signaturret til 40 kr. mens en jury og publikum er med til at smage sig frem til vinderen.

Exceptionel street food

– Vi er sindssygt stolte af at præsentere det ypperste felt af danske street food aktører – og samtidig give publikum direkte medbestemmelse på, hvem af vores 10 kombattanter, der skal stemmes videre til den europæiske finale. Jeg er meget optimistisk på alle vores deltageres vegne i europæisk sammenhæng. Hver og én af dem kan løbe med pokalen! Samtidigt vil jeg opfordre alle, der ligesom os er vilde med street food, til at komme forbi og hylde det exceptionelt høje niveau vores deltagere mestrer, siger Christian Willesen fra Street Food Denmark, der med sit omfattende kendskab til den danske streetfood scene har nomineret de danske deltagere til European Street Food Awards Danmark 2019, som afvikles sammen med Eventkontoret. Den europæiske finale afholdes i Malmø den 28.-29. september.

Der er gratis adgang fra indgangen ved Halmtorvet til European Street Food Awards. Ved hver af food truck kan signaturretten købes for 40 kr. Desuden kan Early Bird-billetter til tastingmenuer købes i forsalg på billetto.dk.

Læs mere om European Street Food Awards her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!