Det tager sin tid, men indfanget bliver man af Lars Kaalunds rørende og sødmefulde Madame Butterfly, der netop har fået repremiere på Det Kongelige Teater i Operaen.
Anmeldelse.
Lars Kaalunds iscenesættelse af Giacomo Puccinis opera Madame Butterfly bevæger sig langsomt, men usvigeligt sikkert ind på én, efterhånden som historien foldes ud i al sin hjertegribende tragedie i Det Kgl. Teater Operaen.
Under en gigantisk rispapirlampe hævet over Store Scene følger vi dramaet om den purunge geisha Cio-Cio-San – Madame Butterfly – der gifter sig med den amerikanske løjtnant B.F. Pinkerton. Mens hun er sikker på, at det er den store gensidige kærlighed, ser han ægteskabet som tidsfordriv. Pinkerton har lejet et hus på et bjerg ved Nagasaki, hvor ægteskabsmægleren Goro arrangerer brylluppet med den 15-årige Butterfly. Den amerikanske konsul Sharpless deltager i festen og advarer Pinkerton om, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis han blot gifter sig for sjov med Butterfly. Og for sent opdager Pinkerton sin store fejltagelse. Madame Butterfly er historien om længsel, den blinde selvopofrende kærlighed, troen på sig selv og den ærefulde død.
Foto: Miklos Szabo.
Den hjerteskærende længsel
Det Kongelige Teater har valgt at genopsætte Lars Kaalunds Madame Butterfly fra 2010 og det er en version, der tager sin tid, før dramaet kommer i omdrejninger. Første akt vækker ikke den nødvendige interesse for historien og det videre forløb og det skyldes måske især den lidt undseelige B.F. Pinkerton, der futter rundt i lidt for store bukser i skikkelse af italienske Gabriele Mangione. Man efterlades som tilskuer til et lidt rodet menagerie, hvor man ikke fornemmer tiltrækningen hverken den ene eller den anden vej. Det er Palle Knudsen, der med nærvær og autoritet, som den sympatiske Sharpless, redder første akt.
Efter pausen derimod indhentes det tabte i den grad. Det skyldes ikke mindst britiske Elizabeth Llewellyn i titelrollen. At hun, der i virkeligheden er 43 år med jamaicanske rødder, skal spille en 15-årig asiatisk pige, betyder mindre. Llewellyns sopran har vidunderlig fylde og hendes altopofrende og sødmefulde Butterfly fanger i 2. og 3. akt én ind, så man mærker den hjerteskærende længsel og siden den ubærlige situation, hun befinder sig i. Også Elizabeth Llewellyns fine samspil med den karismatiske mezzo sopran Johanne Bock som den standhaftige tjenerinde, Suzuki, skal fremhæves.
Blodrød og totalt omsluttende
Scenografien er holdt japansk stramt og minimalistisk. Et råt stillads af træ fungerer fint som bjerget, hvor det lille hus på toppen kan køre op og ned og har fikse papirfoldevægge, der ind imellem er skærme for skyggespil bag lukkede døre. Geishaernes gulvlange silkekimonoer i smukke rødlige nuancer bekræfter den vestlige verdens drøm om Fjernøsten, mens scenen omkranses af det kendte træsnit ’Bølgen ud for Kanagawa’ af den berømte japanske kunstner Hokusais.
Ikke mindst spiller den imponerende rispapirlampe elegant med ved hjælp af sine farveskift, der f.eks. indikerer den lyse dag, den dybe aftenrøde skumring og den kolde blå nat. Eller blodrød og totalt omsluttende ved den tragiske afslutning, hvor Butterfly med sin fars kniv tager sit eget liv.
Instruktør: Lars Kaalund. Instruktør ved genopsætning : Anne Fugl. Dirigent: Giuliano Carella
Scenograf: Christian Friedländer. Kostumedesign: Pernille Egeskov.
Madame Butterfly spiller på udvalgte datoer i Det Kgl. Teater Operaen Store Scene i 2017 og 2018.
