Søren Sætter-Lassen er fuldstændig vidunderlig som fidel og indbildsk hushovmester med sorte strømpebånd på kors i Skuespilhusets Shakespeare komedie, hvor der lystigt leges med køn og identiteter.
Anmeldelse.
Forviklinger, forvandlinger og forvekslinger på en bund af kærlighed og længsel er hvad der udspiller sig i Det Kgl. Teaters Skuespilhuset, der har sat William Shakespeares komedie ’Helligtrekongersaften’ op. Forestillingens titel er blevet udstyret med det ekstra ’eller Hvad I vil’ måske for at indikere at alt ikke er som det plejer i denne version af ’Helligtrekongersaften eller Hvad I vil’.
Tæppet går for en på én gang enkel og monumental scenografi bestående af en høj, rå betonagtig mur, der i en skæv vinkel danner den gennemgående ramme om scenen og fortællingen. På muren lyser ’Illyrien’ i lilla neonrør. Det er landet til hvis kyst den unge kvinde, Viola bliver skyllet op efter et skibsforlis, illustreret ved at hun, spillet af Danica Curcic, holder hovedet under vand i en spand, indtil tæppet har blottet hele scenen. Først herefter rykker Viola hovedet op og svinger det lange våde hår tilbage, mens hun snapper efter vejret.
Spøjse figurer
I sorg over tabet af sin tvillingebror, som hun tror er druknet, forklæder hun sig som mand og kalder sig Cesario. Hun bliver tjener for hertugen Orsino spillet af Peter Plauborg og må undertrykke sin øjeblikkelige forelskelse i ham, da hun får til opgave at være budbringer for hans bejlen til Tammi Østs uinteresserede grevinde. Men grevinden forelsker sig i stedet i Cesario – Viola som mand og så er forvekslingskomedien i fuld gang. Og den bliver godt hjulpet på vej af de tre spøjse figurer Hr. Tobias Hikke, Hr. Andreas Blegnæb og grevindens kammerfrøken, Maria. De fabrikerer et brev, der skal få grevindens hushovmester til at tro, at grevinden er forelsket i ham.
Homoerotiske vibes
Yderligere forviklinger opstår, da det viser sig, at Violas tvillingebror, Sebastian er i live. Han er blevet reddet af den ranglede tanktop-klædte kaptajn Antonio (Simon Bennebjerg), der tydeligvis har forelsket sig i Sebastian. Og da Antonio møder Viola forklædt som Cesario, der til forveksling ligner Sebastian, er forvirringen total. I det hele taget fornemmes de homoerotiske vibes her og der. Thomas Hwans herlige sitrende, betuttede og naive Hr. Andreas Blegnæb er vist mere forelsket i Tobias Hikke end i kammerfrøkenen, ligesom den forfængelige herturg med guldkæde og læbepomade måske nok har haft noget kørende med kaptajn Antonio, før vi andre kom ind i billedet.
Forfriskende friheder
Dermed har den svenske Reumert-nominerede instruktør, Therese Willstedt* og den tekstmæssige bearbejdning taget sig nogle forfriskende friheder i forhold til historien. Friheder, der ligger fint i tråd med Shakespeares historie om længsel og begær og en leg med kønnene. ’Helligtrekongersaften eller Hvad I vil’ leger både med køn og identiteter, men legen åbenbarer samtidig, at når det kommer til kærlighed og tiltrækning spiller kønnet i virkeligheden ingen rolle, og hvis det gør, er det op til hver enkelt at finde sin egen vej.
Fortællingen har også fået selskab af en musiker og en sanger, nemlig Hans Find Møller, der spiller fire forskellige instrumenter, mens Esben Dalgaard nu og da bryder ud i sang, så man pludselig føler sig hensat til en musical. Andre gange høres blot en sagte hawaiiguitar. Hele tiden er de på scenen, ligesom alle medvirkende konstant er til stede. Hvis skuespillerne ikke er med i en scene sidder de på stole eller på gulvet langs muren eller i formation med ryggen til.
Passioneret og sødmefuld Øst
Hele holdet af skuespillere leverer en fin indsats, men især Søren Sætter-Lassen bør fremhæves. Han er fuldstændig vidunderlig som den lille fidele og indbildske Hushovmester, der iklæder sig skriggule strømper med sorte strømpebånd på kors, da han er sikker på, at det er ham grevinden vil have. Tammi Øst eksekverer en eminent komisk timing og hendes grevinde er både passioneret og sødmefuld. Danica Curcics upolerede dels Viola dels Cesario har interessant kant, som forestillingen har det.
Det er William Shakespeare og det er på vers. Teksten er ført op til vor tid, men ikke på en måde så man afslappet kan læne sig tilbage uden fare for at miste en pointe. ’Helligtrekongersaften eller Hvad I vil’ kræver fokus. Til gengæld er der kærlighedsgods og humor at hente i ’Helligtrekongersaften eller Hvad I vil.
*Iscenesættelse er pga. sygdom færdiggjort af Thomas Bendixen og Morten Kirkskov.
’Helligtrekongersaften eller hvad I vil’ spiller på Store Scene i Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K på udvalgte datoer indtil 9. juni.
Læs mere om ’Helligtrekongersaften eller hvad I vil’ og billetter her.