Med Andreas Bo og Troels Lyby i spidsen tager “Dirch” os tilbage til tiden, hvor Kellerdirk styrede revyen. Man forstår hvorfor datidens publikum måtte overgive sig totalt, og man oplever kunstens pris. Sjældent har det givet så god mening at transformere et filmforlæg til scenen.
Anmeldelse
Man kunne godt være bekymret for, om man ville kunne se Dirch Passer for bare Andreas Bo, og man kunne frygte, at Dirch Passer blev endnu en rolle i rækken af parodier, som Andreas Bo med rette er blevet så berømmet for. Men i instruktør Peter Langdals musikalske forestilling ”Dirch” i Glassalen bliver al tvivl gjort til skamme.
Andreas Bo er som bekendt gudsbenådet udi parodiens kunst, hvor han har ramt hovedet rent på sømmet med alle fra Johannes Møllehave og Kim Larsen til Ole Thestrup og Thomas Blachman. Hans funny bones og manierede gummiansigt leder tankerne hen på komikere som Jim Carrey og Jerry Lewis. Han trækker på samme crazy komiske tradition som Dirch Passer gjorde, men sidstnævnte bar samtidig på noget poetisk, uskyldigt og sødt, som man ikke umiddelbart forbinder med Andreas Bo.
Foto: Miklos Szabo.
Melankolsk undertone
At man let forfalder til en direkte sammenligning skyldes, at det netop er som komiker, vi kender Andreas Bo. Men Bo beviser i ”Dirch”, at han også mestrer skuespillet, dramaet og den svære balancegang mellem det komiske og det tragiske. Selv når det er sjovest, fornemmes et akkompagnement af en melankolsk undertone. Som når han giver den som ”Den Russiske Klovn” med paryk og rød næse, eller som kæmpebaby i ”Hoppegyngen”.
Forestillingen er baseret på spillefilmsuccesen ”Dirch”, og udover instruktion står Peter Langdal for manuskriptet, der er skrevet frit efter filmen. Forestillingen behandler mennesket, myten og komikeren og er blevet til i anledning af, at Dirch Passer i år ville være fyldt 90 år.
Som filmen gjorde det, fokuserer forestillingen på venskabet mellem Dirch Passer og Kjeld Petersen. Sidstnævnte spilles af Troels Lyby, der med sin præstation minder om hvilken fremragende skuespiller han er. I rollen som Kjeld Petersen er han både kolerisk, overlegen, desillusioneret og morsom. Andreas Bo og Troels Lyby er et velfungerende makkerpar, der sammen løfter og bærer forestillingen og hele tiden sikrer den vigtige dobbelthed i historien.
Foto: Miklos Szabo.
Storslåede danse- og sangtableauer
De giver os som Kellerdirk adskillige af de kendte sketches bl.a. ”Tømmerflåden” og ”Klassekammerater”, som elegant flettes ind i handlingen og ud, og ind igen i en ny kontekst. Ligesom sceneoptrædenerne umærkeligt bliver til livet udenfor og bag scenen og omvendt.
”Dirch” er i høj grad en hyldest til dette unikke makkerpar og til tiden, hvor de to styrede den danske revyscene suverænt, til den kulturskat af vidunderlige revyklassikere, de producerede og til de folkekære sange, der prægede 50’- 70’erne. ”
Forestillingen byder på en række storslåede tableau-agtige danse- og sangnumre, hvor hele udtrækket kommer i spil. Det er imponerende, og man både mærker og forstår, hvorfor datidens publikum måtte overgive sig totalt til al denne festlige overdådighed, der kom med to geniale komikere, smækre danserinder, skønne sangerinder og fantastisk musik.
Uimodståelig og charmerende
Sangeren Sys Bjerre ses som Daimi i rødt lak-outfit i ”Hvem har du kysset i din gadedør?” Som Gitte Hænning skruer hun op for sin klare røst bl.a. i “Lille Frøken Himmelblå” – det fungerer og bidrager i den grad til stemningen. Den fine Mathilde Norholt ses i hele fem roller bl.a. som to af Dirchs partnere – den frække og smarte Judy Gringer og den sunde og omsorgsfulde Bente Askjær.
Og så er det en fornøjelse at opleve Kaya Brüel. Hun er lige troværdig om det er som djærve Sitter Horne-Rasmussen med papilotter og morgenkåbe eller som femme fatale og guldlaméklædt Cleopatra-lignende sangerinde på Kakadue.
Robert Hansen er god og overraskende velvalgt både i rollen som Preben Kaas og Ove Sprogøe. Sammen med Andreas Bo leverer han den uimodståelige og charmerende ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til”.
Stig Lommer – denne karismatiske skikkelse i dansk teaterliv – er derimod blevet til en lidt anonym og fjollet figur i ”Dirch”, hvor stand-up komikeren Carsten Bang har fået rollen som den cigarpulsende teaterdirektør.
Historiens vingesus i Glassalen
”Dirch” rummer flere metalag. Eksempelvis har vi som tilskuere også har en rolle i forestillingen, som det publikum Kjeld og Dirch optræder for. Man mærker historiens vingesus, når handlingen nærmer sig Glassalen, som vi sidder i. Forestillingen spilles på de selvsamme scenebrædder, hvor Dirch kollapsede og optrådte for allersidste gang. Eller når Andreas Bo hopper ud af Dirch-rollen og ind i en parodi på Ulf Pilgaard, ser vi Andreas Bo blive til sit så velkendte komikerselv. Her har Langdal alligevel ikke kunne nære sig, og den gimmick kunne man godt have undværet.
Men ”Dirch” er en strålende fortælling, og sjældent har det givet så god mening at transformere et filmforlæg til scenen, hvor handlingen netop har sit omdrejningspunkt. Peter Langdal har skabt en moderne og elegant forestilling, der kombinerer komedie, drama og musical. Heldigvis er han afstået fra at få Andreas Bo til at ligne Dirch Passer med paryk og polstring. Dette er ikke Dirch Passer, men derimod en historie om Dirch Passer. Og en yderst seværdig en af slagsen.
“Dirch” spiller i Glassalen indtil den 18. september, hvorefter forestillingen tager på turné til Holstebro, Odense, Esbjerg, Aalborg og Aarhus.
