“Der er en hvirvlende energi og erotisk natklubstemning i Twyla Tharps amerikanske ballet »Come Fly Away«, der hylder Frank Sinatra og er koreograferet til en lang række af den store crooner-konges kendte hits”
Det var ordene fra en begejstret anmelder på Berlingske da “Come Fly Away” sidste år indtog de skrå brædder på Det Kongelige Teater. Hvis du ikke nåede at sikre dig billetter sidst, får du chancen nu, hvor det populære Brodway Show vender tilbage.
Sinatra – indbegrebet af cool elegance
Forestillingen er en hyldest til “crooneren over alle croonere” Frank Sinatra, en af verdens mest anerkendte kunstnere. Sinatra var både sanger og skuespiller, og vandt en Oscar for sin rolle i filmen “Herfra til Evigheden”. Hans store hit “My Way” er til dato den mest spillede sang til amerikanske begravelser.
Nu skifter danserne i Den Kongelige Ballet tåspidsskoene ud med stilletter og svinger dansebenene til nogle af hans allerstørste hits som “Fly Me to the Moon”, “Witchcraft”, “Yes Sir” og naturligvis “New York, New York”.
Flirtende, moderne dansetrin
Forestillingens hovedpersoner blandt de i alt 15 dansere er fire par. Man følger deres indbyrdes oplevelser med kærlighed, begær, sorg, glæde og jalousi i løbet af en enkelt aften på danseklubben.
Den amerikanske koreograf, Twyla Tharp, står bag forestillingen, der er en blanding af ballet, modern dance, jazz dance og ballroom dance. Hendes lidenskabelige koreografi er som skabt til Sinatras fløjlsbløde stemme. Et bigband i verdensklasse byder op til dans og flirt under ledelse af den danske jazzbassist Chris Minh Doky.
Periode: 8. november – 29. november