Fredericia Teaters musical baseret på Shu-bi-duas tekster og musik er en stor oplevelse og ikke mindst en lige så stor succes for Østre Gasværk.
Anmeldelse:
Med forlænget spilletid til midt i april er der ingen tvivl om, at det københavnske publikum virkelig har taget den jyske musical Shu-bi-dua – The Musical til sig. Og det er der langt hen ad vejen også rigtig god grund til.
For Fredericia Teater har det i mange år været et stort ønske, at Shu-bi-duas meget populære musik skulle danne rammen om en sammenhængende fortælling med udgangspunkt i det kendte tekstunivers, der er Shu-bi-duas. Det blev i september sidste år en realitet med forestillingen Shu-bi-dua – The Musical, der siden har spillet for fyldte sale rundt om i Danmark og nu på Østre Gasværk.
Måske banalt, men meget ægte
Vi møder hovedpersonen Nik som dreng, flot indledt med vel nok Shu-bi-duas skarpeste tekst overhovedet, Den røde tråd, der netop går som en rød tråd gennem forestillingen. Han er en lidt sær fyr, hører stemmer og har usynlige venner, og forståeligt nok er hans mor temmelig bekymret for ham. Der er også et uafklaret forhold til den noget fordrukne far, fint forløst af Ole Boisen, der giver Shu-bi-duas mere vemodige tekster et strejf af John Mogensen og Tommy Seebach, banalt måske, men meget ægte, og det fungerer rigtig godt. Også den underlige personage, Den Kedelige Mand, der holder til på Mosters Kro, er fint ramt med de mange citater fra netop dette nummer. Hele miljøet omkring det brune værtshus Mosters Kro (ka’ du så holde fingrene fra moster, glatnakke…), fungerer rigtig fint. Dejligt at den side af bandets univers er med.
Forrygende digital scenografi
Nik bliver student og prøver at passe ind i de grupperinger, han støder på, men det lykkes først rigtigt, da han bliver ansat på et reklamebureau. Shu-bi-duas tekster spidder firsernes yuppiemiljø lige præcis så skarpt, at det fungerer fint som satire – også her 30 år efter. Askepot og Minus til Plus passer perfekt ind i den narrative ramme.
Helt forrygende er forestillingens scenografi, hvor brug af digitale billeder er som en levende og til dels nyskabende brug af kulisser, og hvor Østre Gasværk lige giver en ekstra dimension til det sceniske mestergreb, som de flotte effekter vitterligt er.
Lyd og stemmer er i top – alle synger fremragende. Især kommer Shu-bi-duas mindre kendte, lidt melankolske tekster såsom Slinger i valsen, Først til sidst og Bageren og servitricen til sin ret og giver kuldegysninger, fordi teksterne kunne andet og mere end bare det fjollede.
Ikke kønt, men godt nok sjovt
De fleste publikummer var tydeligt afsted i nostalgiens tegn, der blev nikket genkendende og nynnet med til det meste, især selvfølgelig til de mange hits. De flot ramte kostumer giver en historisk rejse fra halvfjerdserne op gennem firserne – det er ikke kønt, men det er godt nok sjovt.
Netop de største hits: Hvalborg og Vuffelivov fungerer mindre godt i handlingen, det er godt nok svært at få placeret en udstoppet hval på fornuftig vis i en historie, der skal give mening. Til gengæld vil det nok også være svært at lave en Shu-bi-dua-forestilling uden netop disse sange. Men udover disse lidt underlige ideer, så er det bestemt værd at gå efter denne forestilling med den dejlige musik, den originale scenografi og rigtig meget nostalgi.
Shu-bi-dua – The Musical spiller på Østre Gasværk til og med 10. april.
