Med Tom Hanks, en autentisk historie og Steven Spielbergs ekspertise bliver koldkrigstiden i Berlin gjort levende i det velfungerende filmdrama, Spionernes Bro.
Tom Hanks og Steven Spielberg arbejder igen sammen i den anmelderroste film Spionernes Bro om koldkrigstiden i Berlin. Med Spielberg som instruktør og Hanks foran kameraet er forventningerne høje, og det ville undre, hvis ikke Oscar-klokkerne snart begynder at ringe.
Et iskoldt møde
I 60’ernes Kolde Krig bliver advokaten James B. Donovan (Tom Hanks) hyret til at forsvare den sovjetiske spion, Rudolf Abel (Mark Rylance), der er arresteret af den amerikanske regering. En tilsyneladende umulig opgave, da Abel allerede synes dømt af både pressen, dommeren og juryen. Abels umulige situation vendes dog, da en pilot fra den amerikanske hær skydes ned og tages til fange i Sovjetunionen, og nu er det pludselig i den amerikanske regerings interesse at holde Abel i live. Donovan er en mand af principper og har en urokkelig tro på forfatningen, og med sine pragmatiske argumenter sendes Donovan til Østberlin for at forhandle en udveksling: Abel for piloten. En råkold vinterdag i 1961 står Donovan derfor klar til et iskoldt møde på Glienicke-Broen.
Hanks varme i en koldkrigstid
Tom Hanks rolle i Spioneres Bro er den fjerde hovedrolle i en Spielberg-film, og han synes perfekt til rollen. Med sit sympatiske og rolige sind bidrager Hanks til rollen, som den ædle og godhjertede advokat, der trodser sure chefer, kritiske journalister og den amerikanske befolknings lynchning. Man ser ikke uvante og nye sider af Hanks’ skuespil, men han har en evne til at gøre sit velkendte og milde væsen til en del af karakterens personlighed, og det spreder en nødvendig varme i en grå koldkrigstid.
Filmens dystre rammer lettes i Spielbergs samarbejde med manuskriptforfatterne Ethan og Joel Coen, der forstår at få det sjove og absurde frem i historiens alvorlige fortællinger, og det klæder filmen, der med sine godt 140 minutter ellers kunne blive lang og kedelig.
Filmisk realisme
I Spionernes Bro fortsætter Spielberg i det historiske spor efter War Horse (2011) og Lincoln (2012), og med selvsikker rutine og erfaring får Spielberg 1960’ernes Berlin til at stå lyslevende og giver et realistisk indblik i koldkrigstidens nervepirrende politiske spin. Denne visuelle realisme og realistiske fortælling gør nok Spionernes Bro til en af sværvægterne ved årets Oscar-uddeling.
Filmens vises netop nu i en række af byens biografer.