Fællesspisning storhitter i København

AbsalonFoto: Absalon.

Københavnerne er begyndt at mødes til fællesspisning i hele byen. Læs om hvorfor og få 5 gode bud på, hvor du selv kan sætte dig ved langbordet og spise i hyggeligt samvær med andre, du måske ikke har mødt før.

Vinteren lurer rundt om hjørnet, og det betyder for mange af os, at vi helst vil blive hjemme under den varme dyne. Men varmen kan man også finde andre steder for eksempel til et af Københavns mange fællesspisningsarrangementer. Flere og flere mennesker mødes på tværs generationer for at spise sammen. Tendensen peger på et voksende behov for at høre til et sted og for at skabe nære relationer, forklarer lektor i Sprogmødestudier på Roskilde Universitet, Lise Paulsen Galal.

– Jeg ser væksten inden for de her arrangementer som en reaktion på en tid, hvor alting handler meget om ‘mig’. Vi  har hele tiden behov for at optimere os selv, men vi har også behov for at have noget sammen på tværs af fællesskaber, siger lektoren.

Tilvalgte fællesskaber

Madklubber og andre fællesspisningsarrangementer er noget, der har eksisteret længe, men i de seneste år er konceptet blevet mere inkluderende:

– Vi kender fællesspisning fra tidligere, hvor vi typisk så det i mere lukkede fora som i kirker eller i organisationer. Men nu bliver der åbnet op for nogle mere inkluderende arrangementer, siger Lise Paulsen Galal.

Hun forklarer også, at det unikke ved at mødes om maden på den her måde er, at der er tale om valgfri fællesskaber, og det er noget vi københavnerne tilsyneladende savner.

Fem fællesspisearrangementer

Har du selv lyst til at tage ud og være til nogle af byens mange fællesspisearrangementer, har vi her samlet fem bud, der giver mulighed for at mødes med folk på tværs af generationer, etnicitet og økonomi:

Absalon Kirkens fællesspisning

Absalon

Foto: Absalon.

Absalon Kirken har siden 2015 eksisteret som et kultur- og folkehus beliggende på Vesterbro.

I den gamle kirke er der fællesspisninger hver dag og alle, der har lyst til at samles om maden, bydes til bords. Absalon holder nok et af de fællesspisningsarrangementer, der har allerflest spisende i København, men folkehuset byder på en lang række arrangementer ud over fællesspisning – heriblandt kurser i croquistegning, yoga og løbeklubber.

Pris: 50 kr. Næste arrangement: Hver dag kl. 18.00. Adresse: Sønder Boulevard 73, 1720 København V.

Læs mere om fællesspisning hos Absalon her. 

Send Flere Krydderier – en tirdags madklub

Send flere krydderier

Foto: Send Flere Krydderier.

Send Flere Krydderier er en socialøkonomisk virksomhed, der blandt andet arbejder for at skabe flere arbejdspladser til etniske minoritetskvinder. Derudover holder stedet madkurser og laver mad ud af huset. Og ja, så holder de også en ugentlig madklub for alle de københavnere, der kan lide krydret mad og langbordsstemning. Billetterne kan først købes en time før servering, så det kan være en god idé at dukke op i god tid. Sidste tirsdag i måneden er altid vegetar-tirsdag.

Pris: Voksen 50 kr./ barn under 5 år gratis. Næste arrangement: Tirsdag d. 21. november. Adresse: Nørre Allé 7, 2200 København N.

Læs mere om Send Flere Krydderier her. 

Fællesmad i Karens Minde Kulturhus

Karens minde kulturhus

Foto: Silja Naja Kocyigit.

Karens Minde Kulturhus samler hver torsdag sultne sydhavnere og andre københavnere om et måltid, der skal skabe nye fællesskaber for de be-søgende. Middagen foregår i kulturhusets café ved langborde, hvor maden serveres kl. 18. Hvis du ikke normalt kommer i Sydhavnen kan du slå et smut forbi det smukke naturområde Sydhavnstippen, hvor du kan få lidt frisk luft, mens du samler appetit til fællesmiddagen.

Pris: Voksen 85 kr./ barn: 45 kr. Næste arrangement: Torsdag d. 23. november. Adresse: Wagnersvej 19, 2450 København SV.

Læs mere om fællesspisning i Karens Minde Kulturhus her.

Fællesspisning på Peder Lykke skolen

Peder Lykke Skolen - fællsspisning

Foto: Peder Lykke Skolen.

På Peder Lykke Skolen på Amager har en gruppe frivillige startet et fællesspisningsprojekt. For ganske få penge kan du mødes med lokale ‘amagerkanere’ og andre fællesskabsorienterede københavnere om hygge og mad. Bæredygtighed står højt på dagsordenen, derfor har Peder Lykke Skolen indgået et samarbejde med Rema1000 og Meyers bageri i kampen mod madspild. Skulle der alligevel være noget til overs, sørger de frivillige for at aflevere den resterende mad på et herberg i nærheden.

Pris: Voksen 40 kr./ barn 20 kr. Næste arrangement: Onsdag d. 6. december. Adresse: Birketinget 6, 2300 København S.

Læs mere om fællesspisning på Peder Lykke Skolen her.

Mad med mere i Gentofte

Mad med mere - fællesspisning

Foto: Mad med mere.

Mad Med Mere er en nonprofit organisation, der holder nogle lidt anderledes fællesspisningsarrangemener. Organisationen kombinerer nemlig mad og kulturmøder, når de løbende holder madkurser, hvor alle er velkomne. For 300 kr. lærer de deltagende at lave mad, der stammer fra forskellige mellemøstlige lande. Indtil nu har arrangementerne budt på iransk, afghansk, syrisk og irakisk mad. Kokkene er kvinder af anden etnisk herkomst, der giver deres stolte madtraditioner videre til sultne og nysgerrige mennesker fra København og omegn. Her kan du altså både få stillet sulten og få udvidet din kulinariske horisont.

Pris: 300 kr. Næste arrangement: Tirsdag d. 21. november. Adresse: Skolebakken 20, 2820 Gentofte. Læs mere om Mad med mere her. 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!