På Kunsthal Charlottenborg kan du over sommeren opleve en række udstillinger med værker af danske og internationale kunstnere.
Flere af udstillingerne har et samfundskritisk omdrejningspunkt, hvor både hverdagens udfordringer og verdens problematikker indlejres i kunsten.
Redningsveste på facaden
Allerede inden du træder ind i kunsthallen, får du øje på en udstilling på bygningens facade. Installationen hedder Soleil Levant og er skabt af den kinesiske kunstner Ai Weiwei. Den har til formål at belyse den fortsatte humanitære krise i Europa. Alle kunsthallens vinduer er barrikaderet med redningsveste fra flygtninge, der er sejlet i land på den græske ø Lesbos. Ai Weiwei er kendt for bryde grænser med sin kunst. På grund af Kinas strikse censurregler sad han nogle år fængslet i landet, før han slog rødder i Europa. Det samfundskritiske værk Soleil Levant kan opleves indtil 1. oktober 2017.
Det moderne menneskes skrupler
Den danske kunstner John Kørner har i en årrække arbejdet med at skildre samfundets problematikker gennem kunsten. Hans seneste værk hedder Altid mange problemer, og det skal illustrere genkendelige hverdagsproblemer i abstrakte kunstinstallationer. Kørner har fokus på det moderne menneske: dets inderste følelser, udfordringer og drømme. Han er kendt for at bryde rammerne for kunstens rum og skabe medrivende installationer, der fryder øjet.
Oplev Kørners udstilling frem til den 13. august. Fra uge 29 til 32 er det muligt at få en guidet rundvisning i Altid mange problemer.
Læs mere om priser og tider for rundvisning i Altid mange problemer her
Forkæmpere i den digitale verden
De seneste års digitale modstandskamp er grundlaget for udstillingen Whistleblowers & Vigilantes. Udstillingen stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt man kan kalde whistleblowers for helte eller fjender af samfundet. Værkerne tager udgangspunkt i whistleblowerne Edward Snowden, Julian Assange og Chelsea Manning som eksempler på sager fra den virkelige verden. Andre online-aktivisters materiale som den velkendte aktivistgruppe, Anonymous, er også at finde i udstillingen. Eksemplerne bliver vist gennem kunstværker og dokumentarisme. Udstillingen giver en forståelse for aktivisternes forskelligheder, og viser, hvordan de forbindes i kampen om statslig overvågning. Du kan se værkerne til og med den 13. august.
Forfriskninger i Nyhavn
Hvis vejret skulle arte sig og ligne noget der minder om sommer, kan du efter kunst-kiggeriet lægge vejen forbi Nyhavns restauranter og barer med udendørs borddækning. Hyttefadet serverer en kold øl, og på Nyhavn 17 kan du nyde et glas vin.
Kunsthal Charlottenborgs åbningstider:
Tirsdag – Fredag: 12-20
Lørdag – Søndag: 11-17
Mandag lukket
Entréen koster 75 kr., dog er der gratis adgang onsdage fra kl. 17.00.
Læs mere om Kunsthal Charlottenborg her