Statens Museum udstiller lige nu franske Auguste Rodins tegninger på særudstillingen Flygtige øjeblikke. Udstillingen sætter Rodins tegnevirksomhed i perspektiv til hans skulpturer.
En af kunsthistoriens helt store mestre franske Auguste Rodin giver i disse dage nøglen til sit kunstværk på særudstillingen Flygtige øjeblikke på SMK. Det er en udstilling, der stiller skarpt på det arbejde, Auguste Rodin var kendt for, nemlig hans dramatiske skulpturer og tegninger.
I sin kunst ønskede Rodin at indfange og bringe en fortolkning af selve livet. Herunder følelserne, drifterne og den fundamentale energi, som han mente bevægede sig i både mennesker og naturen. På udstillingen kan man følge Rodins tegnepraksis i fem temaer: Sorte tegninger, Tid og Rum, Kvinden som vase, Dans og Begær og får et indblik i, hvordan livskraften kommer til udtryk på forskellige måder i tegningerne.
Dynamiske og lidenskabelige menneskefigurer
Auguste Rodin(1840-1917) var en af kunsthistoriens helt store navne. Han blev kendt for sine dramatiske og patosfyldte skulpturer, som han revolutionerede med i 1800- tallet og frem. I stedet for at placere sine modeller i statiske positioner, opfordrede han dem til at bevæge sig frit rundt. Dermed introducerede han til dynamiske og lidenskabelige menneskefigurer.
Derudover er han også kendt for sine over 10.000 tegninger, hvori han frit og spontant eksperimenterede med den menneskelige figur på en helt anden måde, end i de store tredimensionelle skulpturer. Selv siger Rodin om sine tegninger: ”Det er meget simpelt. Mine tegninger er nøglen til min kunst”. De erfaringer han gjorde sig fra sine tegninger, tog han med i sit arbejde med leret og stenen. Derfor kan man sige, at tegningerne blev nøglen til Auguste Rodins kunstværk.
Udstillingen kan opleves på SMK, Sølvgade 48-50, 1307 København, frem til den 15. januar 2017.
Læs mere om udstillingen Flygtige øjeblikke, priser og åbningstider på SMK her.