Hotel Pro Forma og verdens ældste fortælling

Gilgamesh - Hotel Pro FormaUrfortællingen Gilgamesh sættes i scene af Hotel Pro Forma i femten af Glyptotekets smukke sale. Foto: Hotel Pro Forma.

Glyptoteket lægger sine smukke sale til, når det legendariske teaterkompagni Hotel Pro Forma opfører Gilgamesh – første del af en 4000 år gammel underverdenstrilogi.

Efter en årrække med høj international aktivitet er teaterkompagniet Hotel Pro Forma nu både tilbage på dansk grund og på Ny Carlsberg Glyptotek. Her vil kompagniet med kunstnerisk leder Kirsten Delholm i spidsen opfører verdens ældste fortælling, Gilgamesh, der blev nedskrevet med kileskrift i lertavler for 4000 år siden i oldtidens Mesopotamien. Der er tale om en underverdenstriologi, hvor første del sættes i scene i femten af Glyptotekets smukke sale fra den 4.-28. april.

Rap, sang, musik, performance og skulpturer

Gilgamesh - Hotel Proforma

Foto: Hotel Pro Forma.

Netop på Glyptoteket har Kirsten Dehlholm tidligere, i perioden 1978-92, skabt fem legendariske nonverbale performanceforestillinger, men med Gilgamesh-eposset er hun tilbage med en forestilling, der byder på både ord, sang og musik. Eksempelvis med rap og sang af Manus Bell, skuespil af Niels Anders Thorn, performance af Sara Emilie Anker-Møller og eksperimenterende live musik af Figura Ensemble. Herudover medvirker 66 skulpturer, skabt af Kirsten Dehlholm og Barbora Skaburske.

En litterær ildkugle igennem verdenshistorien

Gilgamesh handler om kong Gilgamesh, tyranni og magt, eventyr og vovemod, kaotisk kærlighed, venskab og dyb sorg, jagten efter udødelighed og det evige liv. Som en litterær ildkugle har fortællingen brændt sig vej gennem verdenshistorien og har gennem tiderne virket som et spejl, hvori skiftende kulturer har set sig selv gengivet.

Der er en underverden i os alle

Kirsten Dehlholm

Kunstnerisk leder, instruktør og grundlægger af Hotel Pro Forma, Kirsten Dehlholm. Foto: Laura Vanseviciene.

– Når fortællingen stadig er relevant efter disse årtusinder, er det fordi den levendegør en
mangfoldighed af tidløse emner og vidner om en altomfattende menneskelighed. For det er fra underverdenen, at vi henter vores verdensforståelse, udsyn og indsigter om os selv. Der er en underverden og et ærkemenneske i os alle. Vi er slet ikke så forskellige. Vi består alle af grundelementer som behov, drift, længsel og ønsker. Disse er doseret forskelligt og bliver opfyldt
forskelligt hos os. Underverdenen er der, hvor vi møder Lars von Trier, forklarer Kirsten Dehlholm.

En musikalsk vandring

Gilgamesh er en musikalsk vandring med tableauer skabt til Glyptoteket, hvor museets monumentale arkitektur og mange sale med forhistoriske skulpturer indrammer fortællingens mange aspekter af gudernes og menneskenes kampe, af storhed og fald, natur og kultur, liv og død.Figura Ensemblets fire musikere og de tre performere fremfører tekster fra Gilgamesh som tale, lyd og rap, når de bevæger sig rundt i salene. Publikum følger med sammen med performerne, går mellem tableauerne og kan sætte sig og gå til og fra. På rejsen gennem salene ses visuelle spor, der refererer til fortællingen. Flere blander sig med Glyptotekets statuer og giver liv til udvalgte skulpturer.

Nyoversættelse

Digteren Morten Søndergaard har til denne opførelse gendigtet fortællingen på dansk i samarbejde med assyriolog og Ph.d-stipendiat Sophus Helle, hvis nyoversættelse udgives af forlaget Gyldendal samtidigt med forestillingens premiere. Med afsæt i denne oldtidens urfortælling om underverdenen skaber Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma, hen over de næste tre sæsoner, en trilogi af forestillinger: Gilgamesh (18/19), Amduat (19/20) og Operation (20/21). Gilgamesh er Hotel Pro Formas første store urfortælling i trilogien og danner en naturlig baggrund for de to følgende forestillinger.

Hotel Pro Formas forestilling Gilgamesh kan opleves den 4. – 28. april på Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, 1556 København.

Billetter til Gilgamesh kan købes her.

Om Hotel Pro Forma:
Hotel Pro Forma er et teaterkompagni og et kunstnerisk mødested for tværkunstnerisk arbejde, installationskunst, performance, musikdramatik og opera. Hotel Pro Forma blev grundlagt i 1985 af Kirsten Dehlholm. Som kunstnerisk leder og instruktør har hendes arbejde med Hotel Pro Forma opnået stor anerkendelse både nationalt og internationalt. Kirsten Dehlholm har modtaget en lang række prestigefyldte priser, heriblandt Reumerts ”Årets Hæderspris” i 2015 for sit livslange kunstneriske virke og som original fornyer af scenekunsten.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!