BLOX – det nye kulturhus ved vandet

Foto: www.blox.dk

BLOX også kendt som Bryghusprojektet åbner i 2017 med udstillinger, virksomheder, boliger, café, restaurant, butikker, legeplads og to nye indbydende byrum

Visionen med BLOX er et byggeri af høj arkitektonisk kvalitet, der skaber liv i området og styrker forbindelsen mellem by og havn. Et kulturelt og rekreativt mødested ved vandet.

Ét hus – flere funktioner

BLOX opføres på begge sider af vejen langs havnen. Fodgængere vil kunne passere igennem huset via en passage, der samtidig fungerer som Dansk Arkitektur Centers foyer og indgangen til resten af huset. Passagen bliver en blanding af gaderum og udstillingsrum med plads til markeder og kulturelle begivenheder.
På bygningens øverste etager vil der ligge 22 lejligheder til beboelse med store grønne terrasser og en unik udsigt. BLOX bliver arbejdssted for et internationalt vækstmiljø for byudvikling, arkitektur, design og byggeri. Her kommer virksomheder, insitutioner og organisationer til at bo og arbejde sammen på kryds og tværs.

Central beliggenhed og moderne arkitektur

Den internationalt anerkendte hollandske arkitekt Rem Koolhaas og hans tegnestue OMA har tegnet BLOX, som er finansieret af Realdania. Huset hedder BLOX fordi det er bygget op omkring en række blokke, der er stablet forskudt oven på hinanden. Og fordi huset indholdsmæssigt rummer mange forskellige funktioner, der ligesom klodser lægger til og understøtter hinanden.
Skal du besøge en af de nærliggende kulturinstitutioner, vil der kun være fem minutter til fods til Nationalmuseet, Glyptoteket og Den Sorte Diamant.
Nord for Langebro bliver der desuden anlagt en cykel-og gangbro fra Vester Voldgade til Langebrogade.

Læs mere om BLOX her

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!