I hjertet af København vrimler det med caféer, hvor du kan nyde dagens vigtigste måltid. Her får du fem gode bud på lækker brunch, der forkæler ganen.
Atelier september
Atelier septembers brunch byder på et væld af forskellige lækkerier. Her kan du nyde alt lige fra blødkogte æg, ost og granola til lækker frugt, hjemmelavede tebirkes, croissant og cookies. Hertil velsmagende kaffe, hvor kaffebønnerne er ristet af den svenske kaffebar ”Koppi”, som er kendt for deres høje kvalitet. Er du mere til te, kan du nyde en varm kop fra teproducenten Marukyu-Koyamaen Matcha.
Du finder Atelier september på Gothersgade 30, 1123 København K. Caféen holder åbent alle hverdage fra kl. 07.30, lørdage fra kl. 09.00 og søndage fra kl. 10.00.
Paludan bogcafé
Den hyggelige og velbesøgte lille bogcafé i Fiolstræde. Her kan du nyde en lækker brunch og samtidig gå på opdagelse i deres mange bøger, som sågar kan købes med hjem. Paludans brunch består af græsk yoghurt med frugt, honning og mysli, skinke, røræg, bacon, pølser, pandekage, ost, brød, rugbrød og økologisk smør. Derudover kan du frit vælge mellem et glas friskpresset juice eller dagens smoothie. Brunchen købes som én samlet menu, men er til gengæld både lækker og billig. Er du vegetar, tilbyder de også en speciel vegetar-brunch.
Du finder bogcaféen på Fiolstræde 12, 1117 København K, hvor der er åbent alle hverdage fra kl. 09.00 og i weekenden fra kl. 10.00.
Kompa’9 og Kaf’ Bar 9
Kompa’9 og Kaf’ bar 9 er to hyggelige caféer, som ligger i forlængelse af hinanden. Her kommer du i ægte dagligstuestemning, når der serveres en lækker og rustik morgenmad samt økologisk kaffe, te og varm chokolade. Anretningen består af blødkogt æg, rugbrød, forskelligt lækkert pålæg og yoghurt med mysli og frugt.
Du finder de hyggelige caféer på Antonigade 9 & Kompagnistræde 9, København K. Begge holder åbent hverdage fra kl. 08.00 og i weekenden fra kl. 10.00
Fars dreng
Fars dreng er en morgenmad/frokost café, som i år er nomineret til AOK’s ”byens bedste” pris. Det er ikke helt uden grund, for hos Fars dreng kan du få en bid af deres lækre morgenmad bestående af blandt andet helt klassiske spejlæg, lune vafler og lækker frisk frugt lavet på økologiske og sunde råvarer.
Du finder Fars dreng på Ny Adelgade 7, 1104 København K. Restauranten holder åbent på hverdage fra kl. 08.00 og i weekenden fra kl. 09.30.
Følg med på deres Facebookside her
Wulff & Konstali
På Wulff og Konstali kan du selv sammensætte sin helt egen brunchmenu. Caféens spiseseddel består af 21 forskellige små retter, hvor der er taget højde for glutenallergi, laktoseallergi og vegetarer. Du kan blandt andet vælge mellem forskellige slags brød, æg, frugt og grønt, ost, skyr, kød, øllebrød og chokoladevafler med hindbærskum. Brødet er friskbragt fra caféens eget bageri, og resten af maden laves fra bunden af deres kokke.
Wulff & Konstali ligger på Lergravsvej 57, 2300 København S, hvor brunchen serveres alle dage fra 9-15.