Tre sommerkoncerter i København

Foto: Tivolis Koncertsal

Sommerkoncerter afholdes ofte udendørs. Her anbefaler vi dog tre indendørs af slagsen, hvor du er sikker på tørvejr i den omskiftelige danske sommer.

Smuk kammermusik i Tivolis Koncertsal

Over tre dage, den 23.-25. juli, kan du opleve Jakob Kullberg, en af sin generations mest fremragende danske cellister. Han har fået frie tøjler til at etablere sin dagligstue på scenen og invitere sine yndlingsmusikere med. Publikum sidder ganske tæt på scenen i en kreds omkring musikerne. Den røde tråd i de tre intime koncerter er Bach, som Kullberg har en særlig forkærlighed for.

I den første koncert har Kullberg sat to soloværker af Bach sammen med to Beethoven-trioer. For at samle en stærk trio har Kullberg håndplukket kollegaer fra den internationale kammermusikscene. Den hollandske violinist Liza Ferschtman og finske Sanna Ripatti på bratsch. Beethovens strygetrioer er en perle, der ikke til at komme udenom, hvis man elsker kammermusik.

I den anden koncert står der Bach, Britten og Nørgaard på programmet. Her oplever man Kullbergs lyst til at eksperimentere. Musik skabt i en proces, hvor Kullberg med sit indgående kendskab til Nørgård komponerer videre på hans skitser. Den unge forfatter Majse Aymo-Boot vil læse op af sin bog ”Spørgsmålene” i symbiose med Brittens musik.

Tredje koncert er to Bach-solostykker sat overfor klassikere for duo-besætningen violin og cello. Med sig på scenen har Kullberg den tyske violinist Carolin Widmann. I det særligt intime kammerformat kan hun opleves solo med Bach og i duet med Kullberg i neoklassisk musik af Schulhoff og ekspressive ungarske toner af Kodály.

Læs mere om Sommerklassisk her 

Opera i Vega

Spillestedet Vega er mest kendt for sine mange koncerter inden for genrerne rock, pop og hiphop. Men i samarbejde med Copenhagen Operafestival præsenterer Vega nu Puccinis kendte opera Madame Butterfly i en opsætning fra Skånska Operan. Madame Butterfly handler om geishaen Cio-Cio San, som bliver dødeligt forelsket i den amerikanske søofficer, Pinkerton og må forlade sit gamle liv. Til en åben scenografi som ånder af Japan giver Skånska Operan en tolkning af den måske største tragedie i operaens verden. Med intimitet, sang på højeste niveau og kostumer, som tydeligt angiver tid og sted, fortælles der om ægte kærlighed og svigt, ubrydelig troskab og ansvarsløs leg.

Det foregår i Store Vega søndag den 30. juli. Læs mere her 

M. Ward i Copenhagen Jazzhouse

Hvem er M. Ward? Vil mange sikkert spørge. Han er ikke så kendt i Danmark, men betegnes som en af de dygtigste singer/songwritere i den amerikanske indiegenre. Med otte soloalbum i bagagen er der lagt op til en interessant sensommerkoncert i Jazzhouse 16. august. Der venter fremragende sange, en smuk stemme og suverænt guitarspil. Da Ward var ung, lærte han sig selv at spille musik ved at spille Beatles på sin brors guitar. Allerede som 15-årig begyndte han at optage demoindspilninger på en analog firesporsbåndoptager. Den dag i dag bruger han den selv samme båndoptager til at indspille alt sit materiale, og indspiller al sin musik analogt.

Læs mere om koncerten her

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!