Eksistentiel tyngde møder humor i Godnat Albert af instruktør Maria Vinterberg og dramatiker debutant Peter Nordahl på Teatret ved Sorte Hest.
Anmeldelse.
Vi er alle ensomme og sære individer, der lever i hver vores lille verden, og dog alligevel så ens: vi vil alle sammen gøre næsten alt for at blive elsket, set og hørt. Men når kærligheden så viser sig, kan vi let blive skræmt og trække følehornene til os. Det er de ironiske, tragikomiske, almenmenneskelige grundsten, som Godnat Albert på Teatret ved Sorte Hest, er bygget på.
”De fleste kvinder går åndeligt i stå, når de blive gravide. De sidder sgu bare og æder hele tiden!” Krigsveteranen Albert ligger og rådner i sin lejlighed med koldbrand i benet og et endnu mere betændt og såret sind. Med fuld patos pakke sprutter Mikael Helmuths hovedkarakter eder og skråsikre sandheder ud om verdenens mangler og elendigheder, og hvordan han arme mand er offer for den. Der er bare det ved det, at han ikke er en del af den – og inderligt længes efter at være det.
Lidende og ikke uden begejstring
Da Alberts søn Georg (Paw Henriksen) dukker uanmeldt op på sygebesøg, får den gamle syge mand rig mulighed for at udleve sin paranoia og hypokondri. Selv om han snildt kan bruge begge hænder, lokker han sønnike til at made sig med pulversuppe. Og det er ikke uden begejstring, at han lidende fortæller om bombesplinter, der bevæger sig rundt i hans krop, og som sønnike får lov at lytte på med ”streniskop”, som den knap så boglige søn kalder det. Alt sammen tydeligvis for at få medynk og opmærksomhed – eller omsorg og kærlighed – fra et andet menneske.
Pludselig ramler den vimse overbo Grethe (Julie Ølgaard) ned af trappen med favnen fuld af brænde, og på en og samme tid betager og foruroliger hun far og søn – mere eller mindre latent. Rammerne for et skævt trekantsdrama er sat.
”Har du ikke en mand, der kan gøre dig gravid?”, slesker Albert, der uden slinger leverer skiftevis gammel gris af værste skuffe, der snyder den unge overbo til at kysse sig, for så at slå over i en barnligt sårethed over, at hendes romantiske følelser ikke er rettet mod ham, men en yngre udgave af ham selv, nemlig sønnen Georg. Ligeledes formår Paw Henriksen at balancere en karakter, der konstant veksler mellem at være en skovhuggerlækker mandemand og forvokset teenager af den skønt indifferente type.
Infantil og intellektuel
Julie Ølgaard er ligesom de to andre spillere 100 procent overbevisende i sin spøjse karakter, der spænder fra at være ekstremt infantil og helt fysisk kontaktsøgende blottet for situationsfornemmelse til intellektuel universitetsstuderende, der kun har levet livet igennem bøgerne på studiet og sidder i specialeskrivningens ensomhed.
Den unge kvinde skriver om det hyperkomplekse samfund, og om hvordan psykologiske systemer betyder, at vi aldrig kan leve os helt ind i hinanden, men kun leve side om side i hvert vores lille parallelunivers.
”Jeg vil ikke høre om det der, det gør mig trist og jeg vil gerne være glad. Det er derfor jeg er snedker. Snedkere fløjter altid”, er Georgs modsvar. Men denne mulige reference til den tyske sociolog Luhmanns teorier om psykologiske systemer er den grundlæggende præmis for stykket og dets tre karakterers længsler og frustration, og ledsager virkelig fint dets mange sjove skift og klukken fra publikum med en tyngde og stof til eftertanke.
Twist og uforudsigeligheder
Steril fryseboks møder svensk bondeidyl. Futurisk patientstue og hyggelig skiferiehytte i én. Sådan kan stilen i Marianne Nilssons scenografi bedst beskrives. Alt i den syge krigsveterans lejlighed er fremstillet i træplanker og malet kridhvidt, og med halvstore sprækker mellem alle planker har lysdesignet fået spillerum til at tone det hvide endnu køligere, når krigsveteranen drømmer sine PTSD mareridt under tæppet på slagbænken, eller give alt et rosa skær i scener med forelskelse og kys i nakken. Det er som en lille white box, hvor man på de tætte tilskuerrækker får en følelse af at sidde med en fotolinse, der konstant er indstillet på zoom, in your face.
‘Godnat Albert’ er forfatteren Peter Nordahls debut som dramatiker. Foto: Robin Skjoldborg.
Teatret ved Sorte Hest præsenterer med Godnat Albert sæsonens første egenproduktion. Stykket er iscenesat af teatrets leder, instruktør Maria Vinterberg, mens det er skrevet af forfatteren Peter Nordahl, der med Godnat Albert debuterer som dramatiker.
Godnat Albert er en farverig lille perle på en fingerring af det pureste guld – af den slags man finder indeni et Kinderæg. Med stykkets mange twist og uforudsigeligheder, til tider helt absurde vendinger, ved du aldrig, hvad du får om lidt, og heri forløses stykkets eksistentielle tyngde med en humor, som debuterende dramatiker Peter Nordahl vil blive både elsket, set og hørt for.
Godnat Albert spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til den 15. oktober.
Læs mere om stykket Godnat Albert på Teatret ved Sorte Hest og billetter her.
