Kulden trænger ind i Katrine Wiedemanns fascinerende version af Et Vintereventyr. Mord, gift, brand og fornemt skuespil strømmer ud over publikum på Republique.
Anmeldelse.
Når er hvidt som sne, kjolen er rød som blod og sneen er sort som ibenholt, så ved man godt, at der er tale om en eventyr. Her er det ikke Grimm, men William Shakespeare, der fortæller eventyr – et Vintereventyr. Og vinter er det blevet på Republique, hvor instruktør Katrine Wiedemanns Et Vintereventyr havde premiere 7. januar. Vinter i scenografien, vinter i rekvisitter og kostumer og især vinter i de bundfrosne sjæle, som bryder sammen og brydes ned i det mange hundrede år gamle stykke, her sat op med moderne udtryk – både på scene og i tekst.
Alt går ad helvede til
Kongen Leontes angribes så voldsomt af jalousi og trangen til hævn, at han nedbryder både sin smukke dronning Hermione (så ved vi, hvor J.K.Rowling fik det navn fra), sin elskede barndomsven, Kongen af Böhmen, en håndfuld tro tjenere og et par kongebørn. At det skulle være en komedie, er temmelig svært at få øje på langt inde i den grumme fortælling, hvor mord, brand og gift strømmer ud over publikum i en uendelig stime. Det er dybt fascinerende – og meget shakespearsk, alt går ad helvede til. Men modsat andre stykker af Shakespeare har dette eventyr en lille krølle på halen, så man forlader teatret med både håb og et smil på læben.
Glasvægge og snemaskine
Ideen med at lade skuespillerne være inde i et glasbur under hele forestillingen er et genialt greb. Det er smukt, personerne bliver enormt sårbare, de er på hele tiden, og selv når rollerne ikke er med i en periode – er de med alligevel, fordi de er synlige. Det gør, at underlige indre monologer kan blive til præcise personhenvendte replikker, skuespillerne er på hele tiden. Glasvæggene og snemaskinen giver et minimalistisk indtryk med et stærkt symbolsprog, det er først og fremmest meget smukt. Suppleret af enkelt, men meget ekspressiv lysdesign, må det konstateres, at kulden er trængt ind i rummet på teatret.
Stærk Esben Smed
Esben Smeds meget fysiske udgave af Kongen er meget stærkt spillet. Der er så meget krop i spillet, der suppleret med energisk brug af mimik og stemmeføring, giver os et indtryk af det fulde vanvid. Mindre kød er der på Natalie Madueños Hermione, men Madueños gør det godt, er forførende og offer på samme tid. Mor og kone, men ikke en stærk kvinde, nærmere et redskab i kongens og tjenerens hænder.
Ditte Hansen mestrer andet end det sjove
Mikkel Arndt og Ditte Hansen følger godt med, men i den første meget tragiske del af stykket, reagerer man ofte med at grine, som da Dirch Passer i sin tid spillede Lenny i Mus og mænd, når Ditte Hansen spiller Camillo. Mest kendt fra Cirkusrevyen og tv-serien ’Ditte og Louise’ kan det være en akilleshæl at være kendt som morsom, men i dette stykke, som tidligere i Scener fra et ægteskab viser Ditte Hansen faktisk, at hun mestrer andet end det sjove. Den lille snert af komedie hun leverer i denne tragedie giver da også fuldstændig mening senere, hvor det hele vender og bliver komisk.
400 år, men fuldstændig tidsvarende
Stykket varer en time og fyrre minutter – uden pause. Teksten er tilsyneladende skåret ned og til dels moderniseret, men det er en fryd at opleve, hvordan det svære, men smukke sprog fra William Shakespeares hånd bliver stadigt lettere at forstå, så det til sidst går rent ind under huden og opleves ægte. Det er dejligt at se Shakespeare, når man går fra teatret med en fornemmelse af, at en 400 år gammel tekst er fuldstændig tidsvarende og også giver mening i denne kolde danske vinter.
Et Vintereventyr spiller på Republique, Øster Fælled Torv 37, 2100 København Ø indtil den 10. februar.
Læs mere om Et Vintereventyr på Republique og billetter her.
