Dansens Dag 2016 – i Cinemateket

For 10. år i træk fejres Dansens Dag med musik, dans og events rundt omkring i byen. Her får du en forsmag på Cinematekets program med dans – både live og på film.

Den 29. april fejres kunstarten uden ord for 10. gang på Dansens Dag. Datoen er ikke en tilfældighed, da det er Jean-Georges Noverres fødseldag (f. 1727). Han var en fransk balletmester, koreograf og fornyer af balletten som dans og kunstart.

Dansens Dags Facebookside er der links til alle de forskellige events du kan opleve. Her får du et udpluk fra Cinematekets program, der løber fra den 21. til den 30. april.

Rare Birds og spørgetime med solodanser Gudrun Bojesen

Dokumentarfilmen Rare Birds – Making Alexander Ekman’s A Swan Lake skildrer den svenske danser og koreograf Alexander Ekmans nyopsætning af Svanesøen for Nasjonalballetten, Oslo i 2014. Ekman får den vilde idé at installere et kæmpe bassin med 6.000 liter vand på scenen, så forestillingen bogstaveligt talt danses i en sø. Filmen skildrer de udfordringer, som danserne og folkene bag opsætningen af balletten kom til at stå overfor.

Efter filmen kan du stille spørgsmål til solodanser ved Den Kongelige Ballet, Gudrun Bojesen, om hendes store rolle i projektet.

Prisceremoni for konkurrencen 60secondsdance

60secondsdance går ud på at skabe dansefilm af kun ét minuts varighed. Du kan være med, når sløret løftes for, hvem der løber af med 1.- og 2. prisen på henholdsvis 1.500 og 500 euro.

Live solodans og filmen Maiko Dancing Child

Dancing Child, instrueret af norske Åse Svenheim Drivenes, skildrer den japansk fødte Maiko Nishinos vej til en karriere som prima ballerina. En barndomsdrøm og ambition, der ikke alene har haft store omkostninger for hende selv men også for hendes forældre. For hvad gør man, når det biologiske ur tikker samtidig med at de helt store danseroller venter på stribe?

Som optakt til filmen vil Milou Nuyens fra Dansk Danseteater danse en kort solo koreograferet af Tim Rushton. Hun vil også fortælle om, hvad det betyder for en danserinde at vende tilbage til dansen efter at have fået et barn.

Læs mere om Dansens Dag i Cinemateket og køb din billet her

 

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!