EKSTRAKONCERT: Billetterne til The Harlem Spirit of Gospel er blevet revet væk, men nu får du en ekstra chance for at høre glad gospel fra New York. Ingrid Arthur fra The Weather Girls er special guest.
I næste uge får København besøg af et af tidens mest anerkendte gospelkor, The Harlem Spirit of Gospel fra Harlem, New York. Billetterne til de to førstannoncerede koncerter forsvandt som dug for solen, men var du ikke en af de heldige, har du chancen på lørdag den 15. december, hvor koret giver en ekstrakoncert i Sct. Andreas Kirke, Gothersgade 148.
Det 8-personer store gospelkor består af nogle af USAs dygtigste gospelsangere – de har optrådt med en perlerække af de største gospelkor i USA og med ligeså mange prominente navne i amerikansk musik, så som: Aretha Franklin, Diana Ross, Stevie Wonder, Christina Aguilera, Gladys Night, Cindy Lauper m. fl. Korets leder er Mr. Anthony Morgan, og med på turnéen er special guest Ingrid Arthur, der er kendt fra The Weather Girls. Det var bl.a. dem med ’It’s Raining Men’.
The Harlem Spirit of Gospel lover at synge julen ind med vaskeægte energisk og inspirerende gospel med alt hvad dertil hører af lovprisninger, glæde og god musik.
Læs mere om The Harlem Spirit of Gospels ekstrakoncert og billetter her.
The Harlem Spirit of Gospel giver ekstrakoncert lørdag den 15. december kl. 20.00-22.00 i Sct. Andreas Kirke, Gothersgade 148, 1123 København.