Filmen ‘Det er herligt at leve’ (It’s A Wonderful Life) er en af de mest populære julefilm og er flere gange kåret til den bedste julefilm gennem tiderne
Filmen følger den godhjertede George Bailey (James Steward) fra hans barndom og frem til en julenat mange år senere, hvor han i fortvivlelse over store uforskyldte problemer, overvejer at ende sit liv. Han bliver dog forhindret i sin desperate plan og opmuntret af skytsenglen Clarence (Henry Travers), som viser George, hvilken stor betydning han har for folk omkring ham.
Det er muligt at se filmen i Cinemateket, som viser den som månedens film i December, og spiller filmen hele 10 gange fra den 20/12 og frem til den 28/12.
Læs mere om Cinemateket her
Bestil billetter til filmen her
Tidsløse emner
Filmen berører flere emner, som er ligeså relevante i dag som for 70 år siden.
Hovedpersonen George har siden barnsben haft store drømme om at erobre verden, men føler alligevel en vis forpligtelse overfor sin far og sin hjemby, og i stedet for at rejse ud i den store verden, overtager han sin fars bankforretning og gifter sig med barndomsveninden, Mary (Donna Reed). I starten går det godt og George glemmer sin udlængsel, men som tiden går kan George ikke undgå at udvise tvivl, om han nu har foretaget det rigtige valg.
Som følge af uheld og bedrag begynder det også at gå ned af bakke, og George havner i finanstilsynets søgelys og mistænkes for bedrageri. Dette til stor glæde for den konkurrerende og kyniske bankmand Henry Potter (Lionel Barrymore). Der gives som filmens farveside et klart sort/hvid billede af det gode og onde, hvor det onde er symboliseret i form af den pengegriske bankmand – noget som i dag også er mere relevant end nogensinde.
Samtidig er det også en klassisk feel-good film, hvor man bliver mindet om, at ingen er uundværlige og der er ikke noget så værdifuldt som venner og familie.
En svær begyndelse
Filmen fik egentlig ikke en særlig god modtagelse, da den udkom i 1946. Hverken kritikere eller biografgængerne regnede den for noget særligt og filmen havde problemer med at tjene sig selv ind.
I 1947 blev filmen samtidig også stemplet som anti-amerikansk af FBI, fordi filmen miskrediterer banker ved at fremstille dem som kyniske pengemænd. Filmen blev set som et eksempel på Hollywoods hyldest af kommunismen.
Med årene har filmen imidlertid udviklet sig til en klassiker, og findes ofte helt i toppen af diverse filmlister over bedste julefilm, og bedste film i det hele taget.