God litteratur og mad er omdrejningspunktet for Litteraturhuset ved Vandkunsten. Med inspiration fra europæiske litteraturhuse vil man skabe et livligt samlingssted for alle byens litteraturinteresserede.
I hjertet af København med udsigt til Thorvaldsens Museum, Frederiksholms Kanal og Christiansborg finder man en perle for litteraturinteresserede. Inspireret af store litteraturhuse i europæiske storbyer som Berlin og Oslo åbnede Litteraturhuset ved Vandkunsten i Nybrogade 28 i efteråret 2017 op for en blanding af boghandel og spændende arrangementer krydret med et godt måltid mad.
Et samlingssted med hjemlig følelse
Mændene bag Litteraturhuset er Claes Benthien og Søren Møller Christensen, som er henholdsvis redaktør og forlægger på Forlaget Vandkunsten, som også finansierer Litteraturhuset og holder til på samme adresse. Ifølge Claes Benthien er formålet med Litteraturhuset at skabe et levende hus, som kan være en form for hjemligt samlingssted for litteraturinteresserede i København.
Selvom Litteraturhuset på Nybrogade ikke er den eneste af sin slags i byen, mener mændene bag dog, at det skiller sig ud ved ikke kun at have åbent ved arrangementer. Litteraturhuset er dedikeret til både bøger og god mad, og derfor skal man her kunne komme ind og få sig en kop kaffe til morgenavisen eller en bid mad til aften. Når vejret tillader det, kan det endda nydes udendørs med den fine udsigt ved Frederiksholms Kanal.
Ikke en mainstream boghandel
Huset appellerer til alle med en kærlighed til litteraturen, hvad enten det er skøn- eller faglitteratur, og boghandlen bestræber sig på at føre de bedste bøger i begge ender af spektret. Dog skal man ikke forvente at finde en lang række af krimier. Litteraturhuset er nemlig ikke, hvad de kalder en ’mainstream boghandel’. Selvom mange af verdenslitteraturens største værker er at finde i boghandlen, udvælges der løbende også den vigtigste aktuelle litteratur inden for alle genre – gerne litteratur som kan bryde grænser og vække en debat.
Fra forfatterens rolle til krydderurter
Netop debat er ligeledes at finde blandt Litteraturhusets mange arrangementer, som favner bredt. Ikke alene afholdes jævnligt arrangementer med tilknytning til litteratur, men forskelligartede debatter, musikarrangementer og lignende er også at finde i det to etagers samlingssted.
Af kommende arrangementer tæller blandt andet en debat mellem forfatterne Robert Zola Christensen, Mikael Josephsen og Maja Lucas, som d. 2. marts vil diskutere forfatterens rolle i samfundet anno 2018. Ligeledes kan kokken Anh Lê opleves d. 12. april, når hun giver foredrag med udgangspunkt i, hvordan man dyrker egne krydderurter og gør dem til en hovedingrediens i madlavningen. Interesserer man sig i stedet for bioetik kan man tage forbi Litteraturhuset d. 9. maj, hvor lektor i bioetik, Mickey Gjerris, diskuterer forskellige natursyn og viser, hvad der kan ske, hvis vi begynder at forstå mennesket, som en del af et større fællesskab.
Selvom disse arrangementer blot er et lille udpluk af det, som kan opleves i Litteraturhuset i løbet af foråret, giver de et billede på den diversitet, som man kan forvente af et besøg i Københavns nye litteraturhus og dets arrangementer.
Læs mere om Litteraturhuset i Nybrogade 28 og kommende events her.
Litteraturhuset ved Vandkunsten, Nybrogade 28, 1203 København K