Det gode vejr har indtaget Danmark, og med sommeren lurende om hjørnet er det tid til at gå på krejlerjagt på nogle af Københavns mange udendørs loppemarkeder.
Sommeren nærmer sig og med dette følger et hav af muligheder for at gøre nogle gode fund på de københavnske loppemarkeder, der er rykket ud under åben himmel. Hvis du synes, at udvalget er uoverskueligt at finde rundt i, får du her 3 gode bud på hyggelige udendørs loppemarkeder i København – selvfølgelig med gratis entré!
Loppetorv på Frederiksberg
Frederiksberg loppetorv er et årligt tilbagevendende loppemarked, som afholdes på parkeringspladsen bag Frederiksberg Rådhus. På loppetorvet sælges der masser af tøj både til børn og voksne – og så er det sågar velholdt! Derudover er der rig mulighed for at gå på jagt efter både køkkengrej, møbler, tæpper og legetøj.
Loppemarkedet er åbent lørdage fra kl. 9.00-15.00 helt frem til d. 15. oktober bag Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg C.
Læs mere om Loppetorv på Frederiksberg her.
Sommerloppe på Amager
Hvis du er til tøj, møbler samt masser nips og lir, er Sommerloppe på Amager stedet for dig. Fra nu og hele sommeren vil der hver søndag være loppemarked på pladsen foran Amager Bio. Her er udendørsmarkedet, hvor du slet ikke behøver bekymre dig om det danske sommervejr. Markedet er nemlig unikt, da der er tørvejrsgaranti ved de stande, der befinder sig under det store halvtag. Resten kan nydes under åben himmel, hvor der udover loppefund vil være både Foodtruck, Kaffebar og masser af hygge.
Sommerloppe er åbent hver søndag fra kl. 11.00-16.00 indtil d. 25. august ved Amager Bio, Øresundsvej 6, 2300 København S.
Læs mere om Sommerloppe Amager her.
Rita Blå’s Lopper
Er du en modebevidst loppe, kan du helt sikkert gøre et kup på Rita Blå’s Lopper, som er et af Københavns største og mest velbesøgte loppemarkeder. Her er dømt god sommerstemning på Sønder Boulevard Plænen, hvor du kan gå på jagt efter luksuslopper af høj kvalitet til gode priser. Rita Blå lover, at du her kan finde alt mellem himmel og jord – sågar alt det du ikke vidste, du stod og manglede. Der vil blandt andet være et udvalg af vintage, små møbler, vinyler og curiosa. Og i år vil du også få muligheden for at anskaffe dig en ny cykel, når markedet for første gang slår sig sammen med Absalons cykelmarked.
Derudover er der, som altid, garanteret lækker mad og god musik – så du kan snildt tage ægtefælle, kæreste eller venner under armen, da man ikke engang behøver at være interesseret i markedsstandene for at dukke op og nyde den gode stemning.
Markedet finder sted 8. maj, 12. juni, 10. juli, 14. august og 11. september kl. 12.00-17.00 i rabatten mellem Khioskh og Cafe Dyrehaven på Sønder Boulevard Plæne, 1720 København V.