3 steder med kreative kurser

Fyld vinteren med kreative sysler. Vi har fundet tre steder, som garanteret vil stimulere din kreative skabertrang i alt fra de kunstneriske discipliner til de mere håndværksmæssige.

Aftenskolen FOF, der har kurser i alt hvad hjertet kan begære lige fra akvarelmaling til møbelpolstring, Københavns biblioteker, der tilbyder kurser i både IT og Passepartout og Københavns Film- og Fotoskole, hvor du kan udleve dine instruktørdrømme.

moebelpolstring-1FOF – værksteder i hele Hovedstaden

Sy kjolen til den næste højtid eller pep stregteknikken op på Croquis-kursus. Mulighederne er mange blandt FOF’s mange aftenskole-kurser. Og det er ikke kun de traditionelle discipliner, som maling og fotolære, der er repræsenteret. Tag for eksempel på kursus i ’Maker og digital fremstilling’, hvor 3d-printer, CNC-fræser og laserskærer er blandt de foretrukne redskaber. Giv din stue en makeover efter et kursus i møbelpolstring. Her medbringer du simpelthen din egen, luvslidte lænestol og lærer teknikken undervejs, mens stolen fornys. Eller hvad med et kursus i glas, hvor du gør dig bekendt med begreber som ’fusing’ og ’slumping’ – at smelte eller forme i glas – og tilsvarende teknikker, så du kan skabe de smukkeste skåle, fade eller skulpturer i et materiale, der ikke er så skørt endda.

Meld dig til FOF’s kreative kurser her.

portraetmaleri_med_mariella_brandusa-1Københavns bibliotek – masser at lære

Moderne biblioteker er ikke længere kun et Mekka for bøger, men et centrum for medborgerskab, læring og fordybelse. På Københavns biblioteker kan du indhente viden om næsten alt i kursusforløb, der som regel afsluttes på dagen eller efter få gange. Savner du for eksempel en ordentlig indramning til din Croquistegning, kan du den 13. november lære at skære en Passepartout med Henrik Brøndsted. Roshanak Kiadeh tilbyder en todages workshop i Silkemaling fra fredag den 18. november. Og på tre tirsdage fra den 29. november vil Mariella Brandusa sætte fokus på portrætmaleri og, hvordan man gennem forskellige male- og tegneteknikker skaber kontrast i et værk. Herunder også reliefmodellering.

Det hele foregår i værkstederne på Biblioteket Rentemestervej.

Læs mere om tilmelding og priser på Københavns Bibliotekers hjemmeside.

tvskaerm-1

And the Oscar goes to…

Vil du gå Gabriel Axel, Bille August og Susanne Bier i bedene? Så er det nok klogt med et kursus på Københavns Film- og Fotoskole for at friske lidt op på teknikkerne. Tag et 20 ugers ’Film-basis’ kursusforløb, hvor alle aspekter af filmen berøres, manuskriptet, instruktionen, fotograferingen, produktion, lys, lyd og klipning. Skab et netværk af filmkolleger og interesserede undervejs, modtag professionel vejledning på dine produktioner og lær ikke mindst at vurdere film, virkemidler og fortællemæssige kneb med insiderviden.
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage på Filmbasis-holdet. For den mere garvede filmkyndige tilbyder Købehavns Film- og Fotoskole videregående kurser, der samtidig forbereder til en fremtid mod den professionelle filmbranche.

Læs mere om Købehavns Film- og Fotoskole her.

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!