- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Jazz’n’Poetry – Jørgen Leth & Reverse
26. april 2014
DKK200
Ekstra koncert: Efter udsolgt sejrsgang af en Jazz'n'Poetry-koncert vender Jørgen Leth & Reverse tilbage til Jazzhouse. Jørgen Leth (recitation) Søren Gemmer (klaver) Jesper Thorn (kontrabas) Terkel Nørgaard (trommer)
Digteren, stemmen og verdensmanden Jørgen Leth er tilbage i Jazzhouse. Med den unge gruppe Reverse tog han et totalt udsolgt Jazzhouse med storm, da de gav deres første fælles koncert i april 2013.
Som en af landets største og mest stilskabende digtere har Jørgen Leth ved flere lejligheder lagt stemme og ord til succesfulde musikalsk/poetiske samarbejder. Med Reverse har han dog fundet en gruppe, der med et vidtfavnende og lyrisk udtryk virkelig formår at løfte ordene til nye højder. Den store jazzelsker Jørgen Leth crooner sig stilsikkert gennem det gennemførte lydbillede, og begge parter har givet udtryk for en stor gensidig inspiration ord og musik imellem.
Reverse blev i 2011 samlet på initiativ af trommeslager og komponist Terkel Nørgaard og spiller moderne jazz med en stærk melodik, der sammen med nordens mystik og den amerikanske altfavnende rytmik danner rammen for deres univers. Siden da har gruppen spillet flere koncerter til blandt andet VinterJazz 2012 og Copenhagen Jazz Festival 2012, ligesom de i efteråret har givet en udsolgt koncert på Atlas i Aarhus.