Værtshuse med et historisk vingesus

La Fontaine værtshusFoto: Elin Tabitha Hansen

Værtshusene lå tidligere på hvert et gadehjørne i København og de findes stadig som kulturhistoriske bastioner overfor cafeer med økologisk café au lait i papbæger og gratis wi-fi

Besøg disse patinerede værthuse og få et historisk vingesus med i oplevelsen.

La Fontaine med de legendariske jamsessions

Det ældste jazzspillested i København bærer navnet La Fontaine og bag ruderne i den gamle bygning, hvor der med store blå bogstaver står L I V E  J A Z Z, finder du de stemningsfyldte lokaler med den dunkle belysning, hvor den lille scene foran det tunge lilla velour gardin har huset mange af tidens store jazzmusikere. La Fontaine er en tidslomme, der rummer både de stille aftener, hvor der er plads til at læse en bog til lyden af rolig jazz fra en gammel grammofonplade og de livlige aftener, hvor både yngre og ældre samles til en af de legendariske jamsessions.

Praktisk information
Live musik: Hver fredag og lørdag kl. 22-02 samt søndag kl. 21-01
Adresse: Kompagnistræde 11, 1208 København K
Åbningstider: Alle dage kl. 20-05
Besøg La Fontaine på deres hjemmeside – klik her

Hviids Vinstue er Københavns ældste vinstue

I snart 300 år har tjenerne på Hviids Vinstue i kælderlokalet på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv serveret øl og andet godt til ganen både til frokost og til aften, udendørs i solen og indendørs i mørket.

Når du træder ned af de tre trin og ind ad døren til Københavns ældste vinstue, fornemmer du straks, at stedet har rødder i en anden tid. På de røde vægge hænger billeder fra gamle dage, og træbordene med tilhørende læderbetrukne sæder bærer præg af at de har huset mange gæster i årenes løb. Stilen fuldendes ved at tjenerne møder dig iklædt hvid skjorte og sort vest. Stengulvet bag baren har dybe spor af travle tjenerfødder og vidner om, at selv et massivt stengulv kan blive tyndslidt på 100 år. På stoflamperne over bordene kan du også følge historiens gang, for her er det tilladt at efterlade en hilsen til de gæster, der kommer næste dag.

Praktisk information:
Årets gløgg: Hviid Vinstue har siden 1954 holdt sin stolte gløgg tradition i hævd, og årets gløgg præsenteres den 11.11 kl. 11
Adresse: Kongens Nytorv 19 kld, 1050 Kbh. K
Åbningstider: Mandag – torsdag kl. 10-01, fredag – lørdag kl. 10-02, søndag kl. 10-20
Læs mere om Hviids Vinstue på deres hjemmeside – klik her

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!