Ustyrlig Natur på Glyptoteket

rousseau_1050x450_1

Théodore Rousseau (1812-67) hører til blandt fransk malerkunsts mest markante skikkelser. Efterårets særudstilling på Glyptoteket viser hans livsværk, hvor landskabs­maleriet blev en kampplads for vilde maleriske fornyelser.

Ustyrlige landskaber

Trods sin store betydning har Rousseau længe stået i skyggen af efterfølgende generationer af franske malere – ikke mindst impressionisterne. Han kom frem i en periode, hvor landskabsmaleriet opnåede status som en både populær og eksperimenterende genre. Der lå uendelige maleriske muligheder i naturens fænomener, det lunefulde vejr og det omskiftelige lys. Rousseau viste sig hurtigt at være en kunstner med et stort repertoire. Men for ham var landskabet mere end blot natur. Her kunne han forene den nøgterne registrering af naturen med sit eget kunstneriske, til tider iltre temperament. Nøjagtige detaljeskildringer kombineres med svulstige penselstrøg i naturscener, hvor romantikkens tanker om det sublime opleves for fuld udblæsning.

Ustyrlig kunstner

Historien om Rousseaus karriere er gjort af samme stof, som myter er lavet af. Efter at han i en årrække var blevet mødt med kølighed og afslag af den parisiske Salon, valgte Rousseau i 1841 helt at boykotte denne øverste instans på den officielle kunstscene i Frankrig. Et vovet træk, som normalt ville spænde ben for de fleste kunstneriske karrierer. For Rousseau gik det anderledes. Hans fravær blev synonymt med den voksende utilfredshed med Salonen, og snart blev han af hyldet som ”Le Grand Refusé”.
Herefter kunne han i et nøje iscenesat comeback og næsten som en martyr indtage ikke bare kunstscenen, men også et jurysæde for Salonen. Efterspørgslen på hans kunst fulgte hurtigt efter, og snart gik hans værker til svimlende priser. Langt ind i det 20. århundrede var hans malerier og tegninger blandt de mest efterspurgte hos museer og privatsamlere.

Den aktuelle udstilling

Udstillingen er blevet til i nært samarbejde med J. Paul Getty Museum i Los Angeles og er den første, store Rousseau-udstilling i Skandinavien – og i øvrigt den første i Europa siden 1967.
Fordelt på to etager, viser udstillingen spændvidden i hele Rousseaus kunstneriske virke. Værkerne er kronologisk arrangeret og demonstrerer, hvordan Rousseau eksperimenterede på tværs af forskellige teknikker og formater.
Udstillingen har kørt siden oktober, men bare rolig: sidste dag er 8. januar, så du kan sagtens nå det endnu. Den er meget velanmeldt med 6 stjerner/hjerter i Politiken, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Børsen, mens Berlingske nøjedes med 5.
Man kan også købe et omfattende katalog til udstillingen, men bemærk, at det kun fås på engelsk.

Læs mere om udstillingen på Glyptoteket her

 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!