Tre alternative sportsgrene, der giver sved på panden

Her får du tre anderledes sportsgrene som trimmer kroppen og får sveden frem på panden i den kolde tid.

Er du også ved at blive træt af bemærkningen ’jeg er ved at træne til et Marathon!’? Eller ’skal du ikke med til vinterbadning?’ Ja, ja, tænker du, men er det ikke snart tid til at finde på noget nyt, noget andet? Noget, hvor man er sammen med andre? Noget, hvor både krop og hjerne er i spil? Noget, der er sundt, selvom det er varmt?

Vi har fundet tre sportsgrene i København, der bryder med strømmen og tilbyder power, sved og varme. Prøv Padel Tennis, der mikser det bedste fra tennis og squash, Bouldering klatring, som fokuserer på problemløsning nærmere end at komme op i højderne eller Hot Barre træning, der smidiggør musklerne i 37 graders varme.

frantzen-foto-padel

Padel Tennis – nemt, sjovt og socialt

Det er svært at komme udenom i sportshallerne i Spanien eller Argentina, men i Danmark er Padel Tennis en forholdsvis ny sportsgren. Ketcherne ligner et forvokset bordtennisbat, banen, der er omkranset af glasvægge, er mindre end tennisbanen og spillet ligner squash, fordi man må bande på modstanderens bane. Det er især det, der gør spillet sjovt! Her er ingen afstikkere efter løbske bolde, men konstant opmærksomhed på spillet og et højt energiniveau på banen.

Padel Tennis spilles altid double, altså med fire spillere på banen.
Du kan blandt andet booke baner til Padel Tennis i Grøndal Multicenter, Hvidkildevej 64, 2400 København NV.

Læs mere om Padel Tennins på Grøndal Multicenters hjemmeside 

bouldering

Bouldering – klatring med problemer

Det er sjældent, at naturen leverer smukt indlejrede trappetrin i bjergskråninger eller klippevægge. Det tvinger bjergbestigeren til at tænke ud af boksen og søge andre veje til at nå sit mål. Det samme sker hos Copenhagen Boulders i Sydhavnen, hvor vægge med ujævne klodser, knuder og klumper anviser en utydelig rute for den adrætte klatremus med hjernen i orden. ’Problemer’ kaldes ruterne og det er i klubbens ånd, at problemer er til for at blive løst. Løs dem alene, men i særdeleshed sammen med andre, for det er ikke usædvanligt, at du falder i snak med andre i huset.

I Bouldering er det problemet, der er i højsædet og ikke højden i sig selv. Klatrevæggene er derfor heller ikke højere end fem meter og i stedet for seletøj og sikkerhedsudstyr er gulvet beklædt med specialdesignede faldmadrasser.

Læs mere om Bouldering på Copenhagen Boulders’ hjemmeside 

barre

Bar(r)e Hot!

Tyve par fødder stiller sig klar i første position, med hælene samlet og skråt åbnet hver sin vej, så de danner et V. Det ligner begyndelsen på en ballettime og Heat it Up Hot Barre-træning er da også en kæk blanding af ballet, pilates og styrketræning. Det ’hotte’ er ikke bare den krop, jeg forventes at stå tilbage med, efter at have tilbagelagt en passende mængde Hot Barre-træning. ’Hot’ betyder, at træningen foregår i 37 graders varme, og der går da heller ikke længe, før perler af sved triller støt først den ene vej, så den anden – alt efter hvilken vej vi nu vender og udfordrer vores balance. Ifølge Workoutcenter Energii blødgør varmen muskler og led indefra og styrker fleksibilitet og smidighed. Du udskiller også affaldsstoffer nemmere og er mere udholdende. Alt i alt foræres vi en masse, som fornemmes dagen efter, når det værker de mærkværdigste steder.

Hot Barre træningen lover forbedret kropsholdning, smidighed, lange, slanke muskler og vægttab.

Hos Energii træner alle med ’toe socks’ – sokker med tæer. De kan købes på stedet. Energii har onlinebooking og –betaling og mange muligheder både for klippekort og engangsbilletter.

Læs mere om Heat it Up – Hot Barre hos Energii 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!