Tivoli åbner for sommersæsonen

TivoliFoto: Tivoli.

Tivoli slår portene op for sommeren 2016 med et eventspækket program, der bl.a. byder på næsten dobbelt så meget musik som sidste år.

Med 230 koncerter, et rekordstort event-program, nye forestillinger, brødrene Prices nye restaurant, Price’s Diner og verdenspremiere på 3-i-1-forlystelsen Fatamorgana, åbner den gamle have i dag den 6. april for sommersæsonen 2016. Denne sommer vil der være næsten dobbelt så meget musik i Haven, som i 2015. På udendørsscenerne kan der hver dag opleves alt fra jazz, folk, klassisk til pop. For 20. år i træk tager Tivoli hul på et stort Fredagsrock-program med 24 koncerter.

Fra Kim Larsen til Anne Sofie von Otter

Publikum kan se frem til et program, der spænder fra Kim Larsen over de amerikanske søstre Haim til den verdenskendte DJ Tiësto. Også Danmarks popdarling Christopher, det franske electronica band Air til gendannede Dizzy Mizz Lizzy vil indtage Plænen. Sæsonen byder videre på 65 klassiske koncerter, hvor man bl.a. kan opleve store internationale orkestre såsom Budapest Festival Orchestra og Minnesota Orchestra, ligesom solisterne Sarah Coburn, Emanuel Ax, Angela Hewitt og Anne Sofie von Otter gæster Tivoli. Desuden spiller Tivoli Copenhagen Phil (Tivolis Symfoniorkester) ved 14 koncerter.

Spektakulær 3-i-1-forlystelse

Den nye forlystelse Fatamorgana, der åbner 28. april, vil med sit 45 meter høje tårn, afsluttende med et minaretinspireret spir, blive et nyt pejlemærke i Tivoli. Fatamorgana kommer som den første forlystelse i verden til at indeholde i alt tre forlystelser i en. I bunden af forlystelsen kan børn boltre sig i en forlystelse, der har fået navnet MiniMorgana. Det er små-radiobiler designet som sjakaler og kaniner og de står klar til brug nu. På anden etage er der etableret en kombiforlystelse, der involverer en vild og en lidt mindre vild oplevelse. Begge lover sus i maven.

Dans, Dronningen og Oh Land

I år præsenterer Tivoli det største eventprogram nogensinde. I løbet af sommersæsonen er der over 40 events lige fra Kaninens Dag til Champions League finalen. Der bliver skatershows, loppemarked og Musikskolernes Dage.

Dronning Margrethe har takket ja til udfordringen om at designe kostumer til eventyret om Askepot på Pantomimeteatret, hvor der er premiere den 25. juni. Det sker i samarbejde med en af tidens mest profilerede danske musikere, Oh Land, og den russiske koreograf Yuri Possokhov.

Bodil Jørgensen i TamTam

I Glassalen er bl.a. skuespillerne Bodil Jørgensen og Niels Olsen en del af teamet i dette års Tivoli Revy TamTam. Tivoli gør desuden plads til ny restaurant – en fordansket udgave af den amerikanske diner ser nemlig dagens lys med brødrene Adam og James Prices nye Price’s Diner, der åbner i bygningen, hvor Divan 1 lå. Og snart folder de 85.000 tulipaner sig ud i den gamle smukke have.

Tivolis sommersæson varer til og med 25. september.

Læs mere om programmet for Tivolis sommersæson her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!