Tid til G((o))NG TOMOROW – før kendt som Wundergrund

Oplev en festivaluge med ny eksperimenterende musik og lydkunst, hvor Glyptoteket f.eks. byder på ambient, violin og simremad i festsalen.

Snart vil byen lyde af G((o))NG TOMOROW eller Wundergrund, som festivalen for ny eksperimenterende musik og lydkunst har heddet i de forgangne år. I år, hvor festivalen finder sted for 10. gang, har arrangøren genreorganisationen SNYK imidlertid valgt at skifte navn til G((o))NG TOMOROW. Jubilæet bliver fejret med et brag af en fest på flere lokationer i byen sidst i oktober, hvor du i en uge kan opleve ny dansk og international eksperimenterende musik, lydkunst, video, performance og mad.

Syngedrama med freudianske undertoner

Musikere og multikunstnere fra hele verden indtager de københavnske scener og giver dig mulighed for at opleve lyduniverser tilsat forskellige kunstarter på tværs af musikgenerer. Hofteateret danner f.eks. ramme om performancegruppen CAASTs forestilling med et transparent krybdyr, drømmesyner og et “akavet syngecirkeldrama med freudianske undertoner”.

Også Glyptoteket byder indenfor i festsalen, hvor lydkunstner Ane Østergaard sørger for ambient toner og New Yorker violin af Todd Reynolds, mens du kan nyde et efterårsmåltid af simremad. Dronemetalværket NOX TENEBRAE kombinerer musik og visual effects. The Wormhole Project er en audiovisuel improvisation, hvor et billedværk skabes i nuet og projicereres op på et lærred akkompagneret af guitarspil. The Schachtophone er lyd skabt gennem grafiske partiturer, der forener krop og instrument og Vilde Gnister er nyfortolkede Carl Nielsen sange.

Fra Litteraturhaus til Vor Frue

På G((o))NG TOMOROW kan du møde lydkunstnere fra både Danmark, Norden og resten af verden bl.a. Mazen Kerbaj, Jomi Massage, Camilla Dayyani, Athelas Sinfonietta, Jakob Thorkild, Sharif Shenaoui, Ying-Hsueh Chen, Jeppe Just, Todd Reynolds, Ane Østergaard og Josefine Cronholm.

Festivalen indtager forskellige scener i byen bl.a koncertsalen på Rytmisk Musikkonservatorium, Litteraturhaus på Nørrebro, Hofteatret på Christiansborg Ridebane og Vor Frue Kirke.

G((o))NG TOMOROW finder sted fra den 23. – 31. oktober.

Klik her for at se programmet.

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!