Smag de mange nye øl på Ølfestivalen 2018

Ølfestival 2018Foto: Danske Ølentusiaster, presse.

Årets Ølfestival forventes at byde på 1200 forskellige øl fra 200 udstillere fra danske og udenlandske bryggerier. Der bliver med andre ord nok at smage på, mens sulten kan stilles på Restaurant Højt Skum.

Det går forrygende med udviklingen af nye øl. Alene i Danmark udkom ikke mindre end 1622 nye øl sidste år. Mange af dem har man chancen for at smage, når Danske Ølentusiaster holder Ølfestival den 31. maj og 1-2. juni i Lokomotivværkstedet i Sydhavnen. Her forventes op mod 1200 forskellige øl fra ca. 200 udstillere fra såvel danske som udenlandske bryggerier og importører.

Fast føde til øllet

Ølfestivalen er åben for alle, der gerne vil lære mere om øl, smage nye øl, eller bare har lyst til en ekstraordinær øloplevelse. På Ølfestivalen finder man et stort udvalg af øl, hvor kreativitet og fantasi kommer til udtryk. Der er heldigvis også mulighed for at få lidt fast føde til alt øllet. Her er både sandwiches og frankfurtere til folket – og en treretters ølmiddag til gourmeterne på Restaurant Højt Skum.

Årets danske ølnyheder er kåret

Danske Ølenthusiaster, der har holdt Ølfestivalen i København siden 2001, står også hvert år for arrangementet ’Årets Danske Ølnyheder’, hvor foreningens medlemmer kårer de bedste øl i tre kategorier. Kategorierne lyder “Under fire procent”, “mellem fire og syv procent”, samt “over syv procent” – og det er alkoholstyrke, der menes.. En ale, en IPA og en Russian Imperial Stout er netop kåret til årets danske ølnyheder i de tre kategorier.

Mangfoldigt dansk ølmarked

– Det er forfriskende at se, at det er tre forskellige stilarter indenfor ølverdenen, der vinder. Det danske ølmarked er meget mangfoldigt, og de danske ølkunder har adgang til stort set alle øl-stile – både danske og udenlandske. De her tre er valgt som de bedste nye, danske øl fra 2017”, siger Hans Peter Jepsen, der er landsformand i Danske Ølentusiaster efter den nylige kåring af årets øl.

Ingen kan formentlig nå at smage alle de nye øl. Men det bedste bud på at nå en god del af det enorme udbud er at deltage i Ølentusiasternes Ølfestival sidst i maj og i begyndelsen af juni.

Ølfestival 2018 finder sted på Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5 A, 2450 København, den 31. maj og 1.-2. juni.

Læs mere om Ølfestivalen, åbningstider og billetter her. 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!