Santa Lucia myten og byens optog

Santa Lucia

Traditionen tro vil man søndag den 13. december kunne opleve luciaoptog rundt om i byen. Lucia var en siciliansk jomfru med en voldsom historie.

Legenden om Santa Lucia handler om en ung jomfru, som valgte at vie sit liv til Gud. Hun levede i 300-tallet på Sicilien, hvor en kejser ved navn Diocletians forfulgte de kristne. Myten fortæller, at hun sagde nej til en bejler, og at han herefter angav hende som kristen. Kejseren fik dette at vide og ville anbringe Lucia på et bordel, men ved guddommelig indgriben kunne hverken mænd eller okser rokke hende ud af stedet. Man forsøgte derefter at brænde hende, men på mirakuløs vis lykkedes det heller ikke og hun bliver frelst fra døden på bålet. Til sidst endte det dog med, at hun blev dræbt med et sværd.

En variant af legenden fortæller, at Lucia rev sine øjne ud, fordi ingen mand skulle forelske sig i dem. Derfor ses Santa Lucia ofte afbilledet med sine blå øjne i en skål, ligesom hun opfattes som helgeninde for de blinde. Santa Lucia er desuden skytshelgeninde for byen Syrakus på Sicilien.

Den dag i dag lever Lucia legenden stadigvæk videre i form af et lysoptog. Luciaoptoget den 13. december er blevet en del af julens hyggelige traditioner i de skandinaviske lande og børn i både børnehaver og skoler går luciaoptog med levende lys og synger sangen ’Santa Lucia’.

Traditionen byder, at Luciabruden går forrest og bærer en krone med lys på sit hoved. Dette er jomfrukronen – et symbol på mindet om Santa Lucia, der viede sit liv til Gud, også selvom dette i sidste ende kostede hende livet.

Tivoli – det traditionelle optog

Igennem de sidste mange år har Tivoli holdt luciaoptog. Og de gør det igen i år, hvor mere end 100 piger går i samlet flok igennem haven. Iklædt hvide kjoler og med lys i hænderne, vil luciapiger fra fem forskellige københavnske pigekor synge sig igennem Tivoli.

Hvor: Tivoli, ved Veteranbilerne. Vesterbrogade 3, 1630 København V.
Hvornår: Søndag d. 13. December kl. 17.30.
Pris: Normal entrépris til Tivoli.

Københavns Rådhus – det multikulturelle optog

På Rådhuspladsen ved Københavns Rådhus vil der i år være et multikulturelt luciaoptog. Den folkekirkelige organisation Danmission har nemlig inviteret asylbørn fra Sandholmlejren og børn fra Rådmandsgades skole til sammen at bære lysene frem og synge Santa Lucia sangen. Ideen med dette optog er at give børnene mulighed for at knytte venskaber på tværs af de kulturelle forskelle. Danmission ønsker med dette optog, at fremme dialogen mellem forskellige kulturer.

Hvor: Københavns Rådhus. Rådhuspladsen 1, 1599 København.
Hvornår: Søndag d. 13. december kl. 11.
Pris: Gratis.

 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!