Så syng da, Danmark

Så syng da DanmarkFoto: DR Koncerthuset.

Så syng da, Danmark – står der på forsiden af Højskolesangbogen – og det er også titlen på DR’s koncerter, hvor du kan synge med på den danske sangskat. Men skynd dig, for der er få billetter tilbage.

Linjen Så syng da Danmark stammer fra sangen Den danske sang er en ung, blond pige, som blev udødeliggjort af Carl Nielsen (musik) og Kai Hoffmann (tekst). Og den er også blevet titlen på DR’s tilbagevendende koncerter for stort kor, hvor der synges danske sange.

Danmarks morgensang-tradition

I Danmark var det tidligere normalt at synge morgensang, næsten ligegyldigt hvor man samledes, og i dag holder mange skoler fast i traditionen. Under 2. Verdenskrig var ét af de våben, danskerne fandt frem, alsangen. Her mødtes masser af mennesker til store, udendørs stævner, hvor de danske sange kunne irritere den tyske besættelsesmagt en smule.

DR vil gerne gøre sit til, at den danske sangskat ikke bliver glemt. Dirigenten Michael Bojesen er den drivende kraft. Med ham i spidsen indbyder DR ofte til sangkomsammen i Koncerthusets store sal. Som regel bliver der udsolgt, hvilket vil sige, at der kan synges igennem.

Syng med

Onsdag den 1. juni kl. 17.00 har du chancen for at synge sammen med de professionelle.
I år er det DR VokalEnsemblet, der synger for – naturligvis under ledelse af Michael Bojesen. 18 af Danmarks bedste sangere udgør tilsammen ensemblet, som er af høj, international klasse. Korets klang er gennemsigtig, lys og præcis. En dynamisk klangverden, som rummer essensen af den berømte nordiske korstil. Der kommer også en gæstesolist, hvis identitet i skrivende stund er ukendt.

Få billetter tilbage

Skynd dig! Der er kun få billetter tilbage. Men husk: ved udsolgt eller få billetter er der mulighed for at købe enkelte pladser med ekstra indsatte stole i salen. Disse pladser kan kun købes via DR Koncerthusets Kundecenter.

Læs mere om Så syng da Danmark i Koncerthuset her og køb din billet.

Du har også chancen på CD

I juni 2015 var der også koncert, dengang med Kor72 og Michael Bojesen. CD’ens 19 sange fra koncerten kan du stadig købe eller downloade. Du må selv gætte titlen!

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!