Poke Bowl – hawaiiansk bølge har ramt byen

Maui PokeFoto: Maui Poke.

Guide: Læs om den nye hawaiianske madtrend, Poke Bowls, der har ramt København og find ud af, hvor du kan sætte tænderne i de sunde, lækre og super fotogene Poke bowls.

Rå fisk, friske grøntsager og ris. Det er hvad den simple, men populære hawaiianske ret ’Poke’ består af. Den farverige fiskesalat i en skål er skyllet henover kloden, og nu har bølgen for alvor også ramt den københavnske madscene. Hvis du endnu ikke er hoppet med på trenden, så giver vi dig her et overblik over, hvad det egentlig er for noget, og hvor du kan få fingrene i Poke bowls i København.

Poke er en traditionel hawaiiansk ret, som på trods af sin nylige opblomstring på disse breddegrader, har eksisteret i flere århundrede. Navnet betyder ’at skære’ på hawaiiansk, hvilket afspejler retten, som består af fintskåret fisk og grøntsager med ris i en skål. Retten har dog med sin popularitet uden for Hawaii udviklet sig i et utal af forskellige retninger.

Fra fisker-snack til farverige Instagram-billeder

OliOli

Foto: OliOli.

Traditionelt set bestod retten af mindre fisk fanget på revene langs Hawaiis kyster, lidt frisk tang og nødder. Dengang har Poke efter sigende været en nem og hurtig snack, som fiskerne har spist. Sidenhen har japanske tilflyttere til Hawaii medbragt deres madkultur, og ingredienser som soja, tofu og sesam har derfor præget retten. Dette har helt sikkert også haft betydning for, at Poke bowls den dag i dag også er kendt som sushi i en skål.

Poke bowls som vi kender det i dag blev i første omgang populært i 1970erne, men omkring 2012 steg populariteten markant i USA, hvor retten blev kendt som en velsmagende, sund og trendy spise. Denne trend har nu efterhånden også fået sit tag på den københavnske madscene, og er man på sociale medier kan man næsten ikke undgå at have set billeder af det farvestrålende måltid. Indtil videre er der tre Poke restauranter at finde i København, og det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før antallet øges. Læs her hvad de nuværende restauranter byder på.

OLIOLI – asiatisk inspiration krydret med nordisk twist.

Poke Bowl

Foto: OliOli.

OLIOLI åbnede i efteråret 2017 og er ikke alene Københavns men Danmarks første Poke Bar. Navnet betyder ’glæde’ på hawaiiansk, og netop glæde er hovedessensen i konceptet bag OLIOLI, da formålet er at skabe en oplevelse af glæde for barens gæster. I det pastelfarvede lokale på Gammel Kongevej har ejerne skruet op for Poke bowlens asiatiske inspiration og krydret det med et nordisk twist. Dette er der kommet seks forskellige standard Poke bowls ud af bestående af enten tun, rejer, laks, kammusling, and eller tofu. Vil man hellere blande sin egen Poke bowl, er der også mulighed for at slippe kreativiteten løs. Alle Poke bowls kan desuden nydes med en af barens sunde juicer.

Gammel Kongevej 169, 1850 Frederiksberg.

Læs mere om OLIOLI her.

MAUI POKE – skræddersy din egen Poke bowl

Maui Poke

Foto: Maui Poke.

På Ravnsborggade fik man ligeledes glæde af den flotte ret i efteråret 2017, da dørene til MAUI POKE blev slået op. Her kan man vælge mellem hele ti forskellige standard bowls eller skræddersy sin egen Poke efter egne præferencer. Valget står mellem tun, laks og tofu, som blandes med friske ingredienser, der skaber et let og lækkert måltid. Hos MAUI POKE eksperimenteres der med forskellige ingredienser for kun at servere de lækreste retter, og menuen opdateres jævnligt med formålet om at give kunderne de bedste og mest friske sæsonprægede råvarer.

Ravnsborggade 12D, 2200 København N.

Læs mere om MAUI POKE her.

MyPoké – stilren på Frederiksberg

MyPoké

Foto: MyPoké.

I februar åbnede så den nyeste spiller, der har meldt sig på banen, MyPoké, på Frederiksberg. Den ambitiøse restaurant har planer om at udvide til en håndfuld restauranter rundt om i København inden for et års tid, så deres stilrene restaurant på Gammel Kongevej er kun startskuddet. Hos MyPoké er fokus på kvalitet frem for kvantitet med gode råvarer og smuk detaljeret mad. Ud over deres seks signaturretter, kan man bestille en række sideretter, som også består af frisk fisk eller tofu og grøntsager. Efter sin sunde salat kan man slutte af med MyPokés kokos panna cotta til dessert.

Gammel Kongevej 173, 1850 Frederiksberg.

Læs mere om MyPoké her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!