På flugt – aktuel udstilling på Nationalmuseet om livet som flygtning

Foto: Yannis BehrakisFoto: Yannis Behrakis

Udstillingen ’På flugt’, der skildrer livet som flygtning vises i disse dage på Tøjhusmuseet.

Udstillingen vises herfter på en række museer landet over, blandt andet Moesgaard Museum i Aarhus og Lolland-Falster Museum.

Et omstridt tema

Udstillingen handler om især syriske, men også andre flygtninges oplevelser på deres flugt til Danmark. Museumsinspektør Gitte Engholm fortæller, at museet gerne vil vise, hvordan livet er som flygtning, og hvilke store daglige udfordringer flygtninge har. “Vi er godt klar over, at hele projektet berører stærke følelser, men vi har forsøgt at arbejde faktuelt og skildre det nogenlunde objektivt”, siger hun.

Genstande og beretninger

Gennem genstande og beretninger giver udstillingen indsigt i, hvad det vil sige at være på flugt. Flygtningenes uvisse rejse, de mennesker, de møder på deres vej, de svære beslutninger, der skal træffes, og de omgivelser, de midlertidigt må kalde et hjem – i en evindelig ventetilstand fra sted til sted.

De udstillede genstande tæller bl.a. en gummibåd, falske redningsveste, tøj, telte og tåregasgranater. Tingene fortæller om livet i de midlertidige flygtningelejre i Europa, hvor flygtninge i en venten på deres videre skæbne, forsøger at skabe sig en meningsfuld tilværelse og en vis form for normalitet midt i det kaos, der hersker. Alt sammen genstande som nu og måske også om 100 år dokumenterer de flygtningestrømme, der lige nu rammer Europa som følge af krige og konflikter.

Da den første, voldsomme bølge af flygtninge nåede Danmark i efteråret 2015, reagerede danskerne meget forskelligt. Nogle skænkede kaffe, andre satte hjemmelavede vejskilte op, som viste vejen ud af Danmark. Begge reaktioner beskrives i ‘På flugt’, der ikke tager stilling i flygtningedebatten. Det overlader museet til publikum.

Nye formidlingsmetoder

Gennem virtual reality får publikum selv mulighed for at “besøge” en flygtningelejr. Et digitalt afsæt, som bringer dem meget tæt på de forhold, flygtninge lever under. Besøgende kan på skærme også følge med i udviklingen af verdens flygtningesituation gennem tal og fakta fra UNHCR, som opdateres løbende.

Læs mere om På flugt på Nationalmuseet her

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!