Original og besnærende Jeppe i Grønnegårds Teatret

Jeppe på BjergetOlaf Johannessen som Jeppe i Grønnegårds Teatrets opsætning af "Jeppe på Bjerget". Foto: Bjarne Stæhr.

Ensemblet fungerer sublimt og Olaf Johannessen leverer, som Jeppe, indlevelse, så det skærer i hjertet. “Jeppe på Bjerget” lykkes flot i Grønnegårds Teatret. 

Anmeldelse

Kun et stenkast eller to fra metrobyggeri, bilkøer og folkemylder på Kongens Nytorv ligger Grønnegårds Teatret, men væk er al byens travlhed og larm, så snart man træder ind igennem porten til teatrets grønne gårdhave. Her får gamle egetræer, rosenbuske og runde brosten, der kan gøre selv den mest trænede lidt usikker på stilletterne, én til at føle sig hensat til en anden tid, og bondeidyllen passer unægteligt godt til ’Jeppe på bjerget’.

Holbergs næsten 300 år gamle komedie om den fordrukne bonde, der vågner op i baronens seng, fremstår imidlertid alt andet end gammeldags i Grønnegårds Teatrets opsætning. Væk er alle støvede scenetæpper og tilbage står et stilladslignende skelet af råt, ufarvet træ, der ikke blot lader blodrøde gevandter og gakkede danseoptrin komme til deres ret, men også giver tilskueren en oplevelse af at være halvvejs med bag scenen på samme måde, som baronen og hans lakajer står fnisende i kulissen og trækker i trådene i det reality show, som de har skabt omkring Jeppe som ufrivillig hovedperson.

Enkle men uhyre effektive virkemidler

Virkemidlerne er enkle, men uhyre effektfulde, som når scenen pludselig skifter perspektiv, da to skuespillere ved hjælp af klatreseler spankulerer vinkelret rundt på væggene og bogstaveligt talt får alting til at stå på hovedet under Jeppes rettergang og underbygger det mareridtsscenarie, der udspiller sig for vores stakkels hovedpersons øjne.

Det lykkes instruktør Thomas Bendixen eminent at være tro mod sit oplæg uden at fortabe sig i det oprindelige og næsten dobbelt så lange manuskript. Det er forfriskende, at han ikke er faldet for fristelsen at krydre sproget med nutidige referencer, som i mange andre opsætninger, der foregår i fortiden, ellers synes at være en yndet genvej til billige grin. I stedet kommer stykkets oprindelige humor til sin ret og udløser gang på gang latterbølger henover publikumsrækkerne af punchlines såsom ”Jeg sværger, at alt, jeg svor før, var løgn!”

Mimik og indlevelse, der skærer i hjertet

Den titelbærende hovedrolle kræver meget af Olaf Johannessen, der har bolden i langt de fleste scener, men han leverer stykket igennem, så man tror på ham.

Hvor Olaf Johannessen ellers ofte typecastes til roller som besindede og fåmælte forretningsmænd som i ’Broen III’, får han i rollen som Jeppe lov til at male med en imponerende palet af mimik, komik og indlevelse, der skærer i hjertet. Hans timing er musikalsk og fortolkninger originale og besnærende, så selv de allermest fortærskede og berømte linjer som ”drømmer jeg eller er jeg vågen?” får troværdighed og liv, så man som publikum snart glemmer at have hørt dem så mange gange før.

Nille bliver en smule anstrengende

Desværre lykkes det med troværdigheden knap så godt for Christine Gjerulffs Nille. Det bliver en smule anstrengende at høre Gjerulff råbe sig igennem scenerne med ufortyndet foragt og en hæshed, der næsten kan give én som tilskuer ondt i halsen. Det er ikke svært at opfatte, at hun er kvinden med tøflerne på i hendes og Jeppes forhold, så hvorfor skal hun som i en anden folkeskolekomedie konstant være udstyret med en tæppebanker, der i tide og utide skal knaldes i jorden for at understrege hendes frustration? Rekvisitten virker som en støttestav, der er helt unødvendig for en skuespiller af Christine Gjerulffs format, og havde man givet hendes hidsighed blot en smule flere nuancer, kunne Nille have været en karakter, man ville have større chance for at relatere til såvel som grine af.

Uimodståelig og urkomisk

Ensemblet fremstår sublimt som en fælles organisme og giver samtidigt hver spiller karakter og personlighed. Her springer især Jacob Fauerby i øjnene som en lakaj, der er tillagt lidt ekstra løse håndled, lumre undertoner og salsabløde hofter, ligesom en lys fistelstemme giver Sigurd Holmes le Dous’ ellers ganske få replikker uimodståelig urkomisk karakter, der går rent ind hos publikum hver gang. Steen Stig Lommers velkendte let underkuede facon giver baronen et herligt tøsedrenget twist, imens Peter Oliver Hansens pondus er en sikker leverance som ridefoged.

Grønnegårds Teatrets ’Jeppe på Bjerget’ leverer kort sagt skuespil af høj karat, der sammen med en intelligent og underholdende indpakning i den grad gør Holbergs klassiker ære og værdighed, og da det imaginære scenetæppe falder ned foran de skrå brædder, sidder man som publikum tilbage med følelsen som efter et delikat måltid – dejligt mæt, stimuleret på alle sanser og dog stadig sulten på mere!

“Jeppe på Bjerget” spiller på Grønnegårds Teatret, Bredgade 66, 1260 København K, til og med den 20. august.

Læs mere om “Jeppe på Bjerget” i Grønnegårds Teatret og bestil billetter her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!