Operafilm, en polsk præsident og en dansk våbensmugler

Film

Bliver vejret dårligt eller kan du bare ikke holde dig fra de bløde sæder og de store filmiske øjeblikke, så har den kommende uge i filmverdenen flere interessante film på programmet.

I Cinemateket kan du se operafilmen La Bohéme. Den ene storslåede arie afløser den anden i Puccinis rørende tåreperser om ulykkelig kærlighed i et sneklædt Paris i 1830’erne. Operaverdenens drømmepar, Anna Netrebko og Rolando Villazón, kan ikke kun synge, men også agere i nærbilleder uden overspil, så scenerne mellem dem har en ægte erotisk glød.

Filmen vises i Cinemateket torsdag den 12.06 kl. 16:45.

Læs mere om Cinemateket og se det fulde program her

Hvis du er mere til store personportrætter med en snert af historiens vingesus, så kan du i Grand Teatret se mesterinstruktør Andrzej Wajda’s skarpe film, Walesa – Håbets mand, om den polske Solidaritet-stifter, Nobel Pris-modtager og senere præsident Lech Walesa. I titelrollen er Robert Wieckiewicz intet mindre end formidabel. Den fysiske lighed med den rigtige Walesa er slående, og spillet gnistrer, mens Wajda tegner et herligt uheroisk helteportræt. Dramatiske klip fra tidens virkelige hændelser krydrer anretningen, hvis energiske historiefortælling bestemt ikke er uden humoristisk sans.

Filmen har premiere i Grand Teatret torsdag den 12.06.

Læs mere om Grand Teatret og se det fulde program her

Skal det være endnu mere autentisk så kan du i Gloria se dokumentaren Våbensmugleren, der fortæller den sandfærdige historie om danske Niels Holck og et af verdens største illegale våbennedkast. En nat i december 1995 falder 4 ton våben ned fra himlen over en fjern landregion i Indien, uden spor af hvor de kommer fra, eller hvor de skal hen. Få dage senere vender danske Niels Holck hjem til Danmark med en dyb hemmelighed. Først da en engelsk civil MI-5 agent bliver anholdt i Indien, og står til dødsstraf for våbennedkastningen, går en stor international efterforskning i gang, og Niels’ navn dukker op.

Filmen kan ses i Gloria frem til onsdag den 11.06.

Læs mere om Gloria og se det fulde program her 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!