Nu er det snart Copenhagen Jazz Festival

Copenhagen Jazz FestivalFilminstruktøren Woody Allen lægger også vejen forbi Copenhagen Jazz Festival i år. Foto: Copenhagen Jazz Festival.

Ikke meget er så skønt som København under en sommerhimmel, når byen swinger og summer af Copenhagen Jazz Festival. Oplevbyen.dk’s Arne Bak-Sørensen har kigget i det enorme program og giver her sine bud på oplevelser ved dette års jazzfestival.

Snart vil København swinge og lyde af Copenhagen Jazz Festival 2017.  Som festivalen har gjort det siden starten i 1979, begynder den altid den første fredag i juli – i år ligger den fra den 7. – 16. juli. Copenhagen Jazz festival er en af Europas største jazzfestivaler med mere end 1.300 koncerter fordelt på ca. 120 spillesteder – jazzklubber, koncertsale, teatre, torve, pladser og haver – i hele København og på Frederiksberg. Hertil kommer alle de ”uofficielle” koncerter på restauranter, cafeer osv. Det samlede publikumstal anslås til at være næsten 300.000, hvoraf ca. en tredjedel skønnes at være turister.

Brorsons Kirke er et nyt spillested

Festivalen har aldrig defineret begrebet ”jazz” særlig snævert, hvilket nok har været medvirkende årsag til dens store popularitet. Musik, som lige så godt kunne hedde verdensmusik, (jazz)rock, (jazz)pop, moderne kompositionsmusik, soul, gospel eller noget helt andet spiller en stor rolle. Et glimrende eksempel på dette findes på festivalens nye scene i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Something Else med Bisse blandt mange

I Brorsons Kirke hedder temaet Something Else, og man vil bl.a. kunne opleve Bisse på flygel og guitar, Quadron-sangerinde Coco O.s nye soloprojekt, Eno-trommeslager Seb Rochford, der hylder Bowie, IRAH, der består af sanger/komponist Stine Grøn og synth/piano/keyboard-spiller Adi Zukanovic med en kombination af moderne sangskrivning og et svævende, sfærisk lydunivers, foruden en fejring af fællesskabet med Hess Is More med hele otte musikere, unik instrumentering og uortodokse arrangementer. Her inddrages både elektronisk dansemusik, afro, krautrock og jazz.

Fra Bill Frisell til Erykah Badu

Copenhagen Jazz Festival 2017

Bill Frisell optræder på Copenhagen Jazz Festival.

Man kunne nævne mange navne. Her kommer et lille udvalg: Den amerikanske sangerinde Dee Dee Bridgewater (Amager Bio 8.7.), norske Jan Garbarek Group (Tivoli 9.7.), Woody Allen & His New Orleans Band (jo, det er filminstruktøren, Amager Bio 10.7.), amerikanske Bill Frisell Trio (Islands Brygge 12.7.), den dansk/svenske trio Cæcilie Norby, Lars Danielsson og Ulf Wakenius (Krudttønden 13.7.), den brasilianske pianist og sangerinde Eliane Elias (Skuespilhuset 14.7.) og R&B sangerinde Erykah Badu (Plænen, Tivoli 14.7.).

De mindre spændende navne

Selv foretrækker jeg som oftest de mindre, men spændende navne, som festivalen er så rig på. For eksempel det genopstandne funk-bigband Blast, der havde sin storhedstid i 80’erne, men siden 2005 igen giver fine koncerter (Halvandet 7.7.). Eller stadig swingende Jesper Thilo, der optræder ved mindst en halv snes forskellige koncerter i forskellige konstellationer i løbet af festivalen. Eller den svenske pianist Jan Lundgren, der med en internationalt sammensat gruppe mindes Jan Johansson på festivalens tre, første aftener i Montmartre. Eller det fremragende Kathrine Windfeld Big Band (Karens Minde, Sydhavnen 14.7.). Eller Niels Jørgen Steens berømte A-Team for fuld udblæsning (Kongens Have 9.7.). Eller… eller… man kan blive ved!

Copenhagen Jazz Festival 2017 finder sted i København og på Frederiksberg den 7-16. juli.

Læs meget mere om programmet til Copenhagen Jazz Festival 2017 her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!