Nu åbner Ofelia Plads på Kvæsthusbroen

Ofelia PladsOfelia Plads. Foto: Lundgaard & Tranberg.

Ofelia Plads åbner i dag for kulturelle arrangementer og oplevelser. Pladsen skal være et kultursted med plads til både store og små begivenheder.

Det, der før hed Ofelia Beach, åbner i dag den 29. juni som en stor og udvidet Ofelia Plads på Kvæsthusbroen ved Skuespilhuset. Den nybyggede plads vil boble af liv og aktiviteter, når der er åbningsfest mellem klokken 15.00 og 21.00. Der vil blandt andet være teaterkoncert, biludstilling og swingdans.

Et nyt kulturcentrum i København

Ofelia Plads har været under opbygning siden 2013, og det er Foreningen Ofelia bestående af Det Kongelige Teater, Real Danica og ejendomsselskabet Jeudan, der skal drive stedet. For kurator Peter Grønborg skal foreningen nu undersøge, hvad den omkring 12.500 m2 store Ofelia Plads kan, og hvordan pladsen bruges bedst muligt.

– Visionen for Ofelia Plads er at skabe et eventyrligt byrum, der både fungerer som en rekreativ hverdagsplads med cafémiljøer, udstillinger, skibsanløb, vandaktiviteter med mere, og som samtidig lejlighedsvis kan danne rum om aktiviteter og events i alle størrelser og i alle årstider, fortæller Peter Grønborg til Oplevbyen.dk og understreger, at pladsen skal være for alle københavnere.

Central kultur- og bylivsplads

I løbet af sommeren kan københavnerne se frem til flere forskellige events, blandt andet en gratis koncert med Palle Mikkelborg og DR’s Bigband den 2. juli. Senere den 5.-7. august vil Copenhagen Opera Festival optræde på Ofelia Plads, ligesom der igennem sommerperioden vil være poetry slam, Tour de France-karavane og fortællinger for børn.

Peter Grønborg håber, at Ofelia Plads udvikler sig til at blive en central kultur- og bylivsplads i København.

– Det er hele byens nye område ved vandet, og jeg håber at både borgere, turister og kulturaktører vil bruge og ikke mindst udfylde pladsen. Det Kongelige Teater vil helt naturligt lægge en masse aktiviteter derude, men vi ønsker lige så meget, at andre aktører vil bruge området, og at vi får en række gode samarbejder op at stå, forklarer han.

Alt fra ballet til parkour-show

Ved  åbningen i dag vil der være mulighed for at afprøve sit talent for ballet, der vil være børneopera og teaterkoncert på vandet. Der vil desuden være aktiviteter med for eksempel en stor biludstilling, parkour-show, swingdans og en udstilling om Kvæsthusmolens historie.

– Der er virkelig en bred vifte af aktiviteter på åbningsdagen, hvor vi vil prøve at vise omfanget af, hvad Ofelia Plads kan. Der vil ske meget forskelligt for alle aldre, siger Peter Grønborg.

Du finder Ofelia Plads på Kvæsthusbroen, 1250 København K ved siden af Skuespilhuset.

Se hele programmet for åbningen af Ofelia Plads her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!