Milonga aftener på Det Kongelige Teater

Tango på Det kongelige TeaterFoto: Ditte Valante.

Alle er velkomne, når Den Kongelige Ballet inviterer til tangobal i Balkonfoyeren på Gamle Scene. Kom og lad dig forføre af dansen, musikken og poesien.

Det Kongelige Teater åbner sig for den argentinske tango på lørdag den 9. januar og igen den 1. april og alle – øvede såvel som uøvede – er velkomne til milongaen i Balkonfoyeren på Gamle Scene. Du kan danse med, men er også velkommen til bare at nyde stemningen og se på, mens du nyder et glas vin.

Milonga er den argentinske tangos sociale mødested. Milonga betyder blot et sted eller en event, hvor der danses tango. Til milonga aftenerne vil du opdage, at ord er overflødige. Man byder karakteristisk for tango op med cabeceo – med sine øjne eller blot et øjekast. Man danser typisk fire danse sammen og skifter herefter partner.

København er blevet en tangoby

Den argentinske tango blomstrer i København og mange steder arrangeres faste ugentlige milonga aftener fra Nørrebro til Amager. Hver onsdag kan man for eksempel på Amager deltage i milonga på Tangoteket i Kvarterhuset, ligesom tangoskolen M2Tango på Nørrebro inviterer til milonga hver søndag aften.

Tango er en sensuel dans, hvor man holder om hinanden og danser tæt. Tango er populært beskrevet som to hjerter, der spejler sig i hinanden. Det er hengivelse, intuition og poesi. Magien opstår, når du tør slippe behovet for kontrol og præstation. Det handler helt grundlæggende om at give og tage – under denne  rejse uden ord.

Dans melankolien ud

– Tangoballerne på Det Kgl. Teater fungerer som en højborg for et poetisk møde mellem to mennesker i dansen, siger Morten Eggert, storyteller og karakterdanser ved Det Kongelige Teater. Han fortæller videre, at tangoen er et poetisk, intimt møde ofte med et fremmed menneske. Man danser til støvede hengemte argentinske tangoer og det er derfor også en aften, hvor du kommer i kontakt med melankoli og vemod. Du kan danse din melankoli ud sammen med et menneske, du aldrig har mødt før.

I tangoen kan du være ensom sammen med andre, men når du først har lært den argentinske tango at kende, er du aldrig alene.

Milonga aftenerne på Det Kongelige Teater finder sted på Gamle Scene, Kongens Nytorv den 9. januar og den 1. april. Begge dage kl. 19.00. Der er gratis adgang.

Læs mere om milonga aftener på Det Kongelige teater her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!