Middag i mørket

Sæt din tillid på prøve og kryb ind bag forhænget til et knusende mørke og en tre-retters menu på pop-up-restauranten Dark Waiter.

Var du med dengang, da de døvstumme sang og de fingerløse spilled’ på klaver-ver-ver…
’Og blinde tjenere serverede på restauranterne’ ville passe fortrinligt ind i den gamle børneremse som umulige scenarier. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der sker på restaurant Dark Waiter i København og det er en oplevelse af den mere usædvanlige slags.

Mørk og mobilfri zone

Det er utroligt, at noget kan være så mørkt! Der findes ikke den sprække af lys, der tillader øjnene at vænne sig til de mørke omstændigheder og mobiltelefonens lommelygte eller lysende display er bandlyst. Min hånd, fast placeret om den gode tjener, Svends, skulder, er vores eneste håb om at komme nogenlunde elegant og oprejst til vores plads ved bordet. Og det går!
En kvindestemme byder os velkommen og præsenterer det, der normalt er åbenlyst. Hvad ser vi ikke foran os? Tallerken, fire glas (til venstre dessertglas, så rødvinsglas, hvidvinsglas og et vandglas). Der er vand og brød på bordet. Og smør! Seks par hænder krabber ud på bordet i søgen efter brød og hinanden. Nå, der var du! Og hvor er du? Ah, der! Rummet fyldes af høje stemmer. Det er som om, tabet af synssansen forstærker lydene og måske hæver vi også stemmen lidt. Som kompensation.

En velsmagende tillidsøvelse

En tur på Dark Waiter kræver mod. Ingen muskler, intet hår på brystet og absolut ingen smarte klæder. Men mod til tab af kontrol. Hvem tør jeg stole på, bliver det afgørende for alle os, der er berøvet synssansen for en aften – men for de blinde er det hverdag. Det føles godt at prøve, sundt endda, uden at være ubehageligt, når den første utryghed har lagt sig. For maden smager, tjenerne er beroligende og vant til at tale sig vej til forståelse og små indslag imellem retterne giver et overraskende indblik i, hvordan vi genvinder en smule kontrol i en synshæmmet hverdag. Uden at afsløre for meget!

Efter tre sjove, hyggelige og tankevækkende timer gelejder Svend os ud af lokalet, kun forventeligt plettede af de uheld, der måtte ske. Forhænget lukker sig om stemmen, som var vores støtte aftenen igennem og vi indser forundret, at vi drager hjem i aften uden at have betragtet vores blinde værter én eneste gang. Men på den anden side – det gør os jo blot totalt ligebyrdige.

Dark Waiter popper op

En rejse ind i Dark Waiters mørke koster 995 kr. Prisen indebærer en totaloplevelse med tre retters middag, vin-, juice- eller saftmenu samt forskellige indslag og sansepåvirkninger.
Dark Waiter har 10 arrangementer i efteråret og lejer sig ind i Cirkelordenens smukke lokaler på Falkoner Allé 96 på Frederiksberg. Dark Waiter udsteder også gavekort som en populær gaveidé til dem, der ønsker sig en oplevelse af den originale slags.

Læs mere om Dark Waiter og booking her.

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!