Mêlée – fransk landkøkken på Frederiksberg

Restaurant Mêlée i KøbenhavnFoto: Martin Tang, Visign.dk

Michelin har været forbi Frederiksberg og tildelt Restaurant Mêlée en Bib Gourmand, der er garant for god mad til rimelige penge.

Hummerbisque med brud, Boeuf Bourguignon med kartoffelmos og Pære Belle Hélène – sådan lyder den faste tirsdagsmenu på Restaurant Mêlée. De 3 retter serveres med 3 afstemte vine og en kop kaffe for 495 kr. men kun om tirsdagen.

Til gengæld giver resten af ugen mange andre muligheder for at sammensætte et måltid bestående af klassiske retter fra det franske landkøkken. Eksempelvis rørt tatar, onglet med marv, skalotter og rødvinssauce og bagte blommer med makroner og hvid chokoladeiscreme. Eller man kan lade sig nøje med kalvebrisler med løg og brunet smør eller en kaninterrin med surt alt efter temperament.

Klassisk og rustikt

Restaurant Mêlée ligger på Martensen Allé, en sidegade til Gammel Kongevej. Her åbnede kokken Jens Vestergaard sammen med to andre restauranten i 2008. Jens Vestergaard, der tidligere havde stået bag Ensemble og Luns, valgte imidlertid i 2013 at forlade Mêlée og dermed den københavnske restaurationsscene, til fordel for sit økologiske landbrug Muld ved Holbæk. I stedet trådte kokkene Rasmus Oubæk og Rune Krongaard Sauer ind i samarbejdet og fortsatte Vestergaards linie med fokus på det klassiske og rustikke franske landkøkken med supper, fisk og skaldyr, kødretter, modne oste og enkelte desserter.

Hos Mêlée er de franske bistroretter i en udgave, som Michelin-guiden har fundet værdig til anerkendelse. Mêlée er således en af i alt 10 københavnske restauranter, der i år indkasserede en Bib Gourmand pris – Michelins garanti for god mad til sympatiske priser.

Bordet er dit hele aftenen

Bordene står tæt og her er hyggeligt hos Mêlée, der især tiltrækker et stampublikum og gæster fra områdets mange teatre. Det er i øvrigt værd at bemærke, at man hos Mêlée kan beholde sit bord hele aftenen, såfremt man blot aftaler det med restauranten på forhånd. ”Bare ring, så finder vi ud af det”, som Mêlée skriver på sin hjemmeside. Det er efterhånden en sjældenhed på byens restauranter, hvor to seatings-princippet er mere reglen end undtagelsen, således at man som gæst kun har bordet til rådighed et par timer før næste hold rykker ind. Det kan man undgå på Mêlée.

Restaurant Mêlèe
Martensens Allé 16
1828 Frederiksberg
+45 33131134
Hjemmeside

Pris: Billig.
Køkkentype: Fransk.
Bydel: Frederiksberg.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!