Marie Key er meget mere end musik

foto: pdh.dkMarie Key

Sangerinden Marie Key er dette efterår på akustisk tour, hvor hun disker op med underspillet humoristiske anekdoter og sangtekster, der får dig til at trække på smilebåndet.

Den allestedsnærværende sangerinde Marie Key har netop indledt en akustisk efterårsturné, hvor hun i en personlig og underholdende stil fortæller om historierne bag sine sange.

Hun indvier f.eks. publikum i dengang, hun var i skolepraktik som landmåler og de måtte hoppe i grøften, når der blev råbt ‘TOG!” og hun fortæller om familiens tradition for at skrive lejlighedssange, hvor hun dog selv blev ekskluderet med morens begrundelse: “Du behøver ikke være SÅ ærlig”. Til denne historie følger sangen ‘Fest’ og på scenen skåles i håndbajer. Vi hører om dengang i 2012, hvor Steffen Brandt og resten af TV2 tilbød at være opvarmningsband i 27 minutter for en noget overrasket Marie Key til hendes første koncert på Lille Vega.

Følsomt og skrøbeligt

Med sig på scenen har Marie Key guitaristen Andreas Sommer og bassisten Carl-Erik Riestra og på en høj taburet sidder hun selv i sin enkle røde blazer med sin slanke guitar og sin stemme. Key synger følsomt og skrøbeligt alt i mens det siddende publikum bliver ført gennem en kavalkade af musikgenrer, der runder både pop, rap, hip hop unplugged, jazz og fællessang.

Koncerten byder på numre både fra Marie Keys seneste og femte album ”Tænker du vi danser”, der udkom i februar 2015, men bagkataloget var også i spil med fx ‘Mormor’, der er tilbage fra 2006 på Marie Key Bands album ”udtales [‘kæj]”.

Tourplan

Marie Key holder adskillige koncerter i København, men turnéen tager hende også til både Jylland og Fyn.

11. november 2015: København – DR Koncertsalen (venteliste)
12. november 2015: Frederikshavn – Det Musiske Hus
13. november 2015: Horsens – Horsens Ny Teater
14. november 2015: Svendborg – Borgerforeningen
17. november 2015: København – DR Koncertsalen (få billetter)
18. november 2015: København – DR Koncertsalen (venteliste)
24. november 2015: København – DR Koncerthuset, Studie 2

Billetter til Marie Keys koncerter kan købes hos Billetlugen.dk.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!