Loppemarked i Bella Center

bella-center-loppemarked

Glem efterårets rusken og regnens trommen på vinduerne, for Bella Centers Loppemarked åbner dørene d. 12. og 13. november. Her kan du gå på opdagelse i tidligere tiders ting og sager, blive inspireret og finde det helt rigtige, du bare må have med hjem.

Bella Centers loppemarked er Skandinaviens største, hvor samlere og andre med interesse for genbrug og antik kan mødes og fortabe sig i skatte, der emmer af patina og historie – og så til en god pris. Blandt Bella Centrets over 500 boder er der i hvert fald rig mulighed for at finde lige præcis det, du længe har ledt efter.

Glem efteråret og find glemte skatte

Efter en lang og varm sommer virker efterårets pludselige vejrskifte særlig koldt og vådt. Det kan hurtigt blive en sløv årstid, hvor det er svært at finde motivation til at komme ud. Men med Bella Centers centrale beliggenhed er der ikke langt fra weekendens avislæsning til Bella Centers imponerende univers af antikviteter, genbrug og glemte skatte. Her kan du finde alt fra møbeldesign, billedkunst og smykker til porcelæn, glas, tøj og belysning.

Find din personlige stil på Loppernes Marked

Loppemarkedet har rødder helt tilbage til 1860’ernes Frankrig, hvor genbrug og antikke ejendele blev solgt på markeder. Disse gik under navnet marché aux puces, der bogstavelig talt betyder ”Loppernes Marked”. Der var nemlig stor risiko for, at man fik både lopper og lus med hjem. Herhjemme havde vi allerede i 1600-tallet Lusetorv eller Kludetorv, hvor man kunne købe klæder og husgeråd af lusetorvshøkersker eller pjaltekoner. Det var kun de fattigste, der handlede her, og det var ikke noget, der var velset. I dag er interessen dog en helt anden.

Loppemarkedet, som vi kender det i dag, fik stor udbredelse i 1970’erne, hvor interessen for genbrug opstod som led i en kritik af forbrugersamfundet. I 1990’erne var interessen for loppemarkeder mere præget af en individuel stræben efter at gøre særlige fund, der kunne afspejle ens unikke stil i tøjvalg eller boligindretning. Denne interesse ses også i dag, og selvom det ofte er privatpersoner, der skal have luget ud, kan du være heldig at finde en ægte Arne Jacobsen stol, Børge Mogensen sofa eller PH-lampe til spotpris.

Entré: 40 kr. Børn under 12 er gratis.

Åbningstider: Lørdag 10-17 og søndag 10-16

Adresse: Center Boulevard 5, 2300 København

Læs om Loppemarked i Bella Center her

Følg på Bella Centers Loppemarked på Facebook

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!